Kofod: Alle Messerschmidts bilag skal kontrolleres

Socialdemokraterne vil have øget kontrol med europæiske partier og gennemgang af alle bilag i Morten Messerschmidts parti MELD

Det er blandt andet en bådtur op til kommunalvalget i 2013, som Europa-Parlamentet vil undersøge for mulig misbrug af EU-midler. (Foto: Jens Dresling)
Det er blandt andet en bådtur op til kommunalvalget i 2013, som Europa-Parlamentet vil undersøge for mulig misbrug af EU-midler. (Foto: Jens Dresling)

Udbetalinger fra det europæiske parti MELD, hvor Morten Messerschmidt sidder som formand, til Dansk Folkeparti bør underkastes skrap kontrol efter den seneste sag om muligt misbrug af EU-midler.

Det mener Socialdemokraternes gruppeformand i Europa-Parlamentet, Jeppe Kofod, der på linje med DF-afhopperen Rikke Karlsson nu vil have alle bilag fra MELD-partiet gennemgået, siger han i et interview med Ekstra Bladet.

- Det vigtigste for mig er, at parlamentets administration kontrollerer hvert et bilag og sikrer, at pengene ikke er blevet brugt ulovligt, men efter reglerne. Der tale om tilbagebetaling på en million kroner, hvilket jo er et stort beløb, siger Jeppe Kofod til Ekstra Bladet.

- Når der er mistanke om, at der er blevet begået noget ulovligt, så skal det undersøges helt til bunds, og så må de mennesker, der har begået noget ulovligt, stå til regnskab for det. Jeg vil opfordre parlamentets administration til systematisk at gennemgå hvert bilag, og jeg vil sige til parlamentet at de skal undersøge, om der er behov for at skærpe reglerne, så man kan undgå at havne i de her situationer fremover., lyder det fra socialdemokraten.

Se også: Karlsson til EU-præsident: Kræv alle Messerschmidts bilag

Jeppe Kofod mener, at reglerne skal strammes, så der ikke kan ske lignende tilfælde i fremtiden:

- Parlamentet bør kontrollere hver eneste euro og krone, og det skal ske nu. Man skal ikke kunne sige, at regler er uklare og dermed kan lede til misforståelser. Reglerne skal skærpes, så de hverken kan misforstås eller misbruges.

Tag det til efterretning

Morten Messerschmidts europæiske parti møder også kritik fra Venstre, selvom partiet endnu ikke vil kræve bilag udleveret, lyder det fra medlem af Europa-Parlamentet Jens Rohde.

Men det nytter ikke at sige, at der ikke har været uregelmæssigheder, når Europa-Parlamentet kalder det skødesløst. Det må han tage til efterretning, siger Jens Rohde til Ekstra Bladet.

- I betragtning af, at Morten Messerschmidt har lavet en bog om skødesløs omgang med EU-penge -  i øvrigt for EU-penge - så er der lidt skæbnens ironi i det, der sker nu. Jeg mener dog ikke, at han skal lægge alle bilag frem, siger Jens Rohde, der understreger, at han ikke tror Morten Messerschmidt bevidst har forvaltet EU-midler udenom reglerne.

183 kommentarer
Vis kommentarer