Nu skal der gives svar i sagen om de danske børn i syriske lejre.
Gang på gang har både statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Jeppe Kofod afvist at kommentere på Ekstra Bladets afsløringer i sagen.
Efter en uge med afsløringer, er det fortsat ikke lykkedes nogen medier at få en kommentar til de nye oplysninger, som nu har set dagens lys.
Ekstra Bladet har flere gange forsøgt at få både statsministeren og udenrigsministeren i tale.
Men nu kan regeringen ikke undvige spørgsmålene længre. Tre centrale ministre skal i dag stå skoleret for Udenrigspolitisk Nævn og forklare sig i sagen.
Det er udenrigsminister Jeppe Kofod, forsvarsminister Trine Bramsen, og justitsminister Nick Hækkerup, der skal forklare sig på hastemødet i Udenrigspolitisk Nævn klokken 14:30 fredag eftermiddag.
Regeringen advaret af FE: Islamisk Stat smugler børn ud fra fangelejrene
Det skal de svare på
Hastemødet kommer, efter Ekstra Bladet den seneste uge har afsløret, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i september orienterede regeringen om, at Islamisk Stat (IS) udsmugler drenge fra de syriske lejre, hvorefter de træner dem militært med henblik på angreb i deres hjemland.
Det indgår i orienteringen, at IS har smuglet mindst 30 børn ud med dette formål. Der er ikke informationer om, at der skulle være tale om danske børn.
Senest har Ekstra Bladet også afdækket, at IS har udset sig en gruppe af 350 udenlandske drenge i lejren helt ned til 10-årsalderen, som de målrettet går efter at smugle ud af lejrene for at gøre dem til terrorister.
Enkelte af de danske børn i lejrene er i denne gruppe, og der er derfor en fare for, at de på sigt bliver mål for denne type udsmuglinger, hvis man lader dem sidde.
Danske børn i fare: Islamisk Stat har udset sig 350 børn
- Hvorfor har man hemmeligholdt rapporten?
Det er formandskabet i Udenrigspolitisk Nævn, Martin Lidegaard (RV) og Michael Aastrup Jensen (V), der har indkaldt til hastemødet.
Ifølge Michael Aastrup Jensen, næstformand i nævnet, er der to ting, som man kræver svar på i eftermiddag.
- Den ene ting er at få at vide, hvad det er, der står i den rapport, som Ekstra Bladet har beskrevet. Men lige så meget for at få en forklaring på, hvorfor man fra regeringens side har forsøgt at hemmeligholde rapporten overfor Udenrigspolitisk Nævn, siger han.