Vladimir Putin kan om mindre end en uge stolt vise sit enorme Rusland frem for milliarder af tv-seere og hundredetusinder af fodboldfans, når VM sparkes i gang. Godt skærmet af fra hverdagens elendige omtale af giftangreb, indblanden i amerikanske valg og støtte til Assads styre i Syrien.
Samtidig kan den russiske præsident sole sig i tilstedeværelsen af prominente gæster fra en lang række af deltagerlandene.
Sandsynligvis også fra Danmark.
Når de danske fodboldherrer løber på banen i den afsluttende gruppekamp mod Frankrig om få uger, bliver det formentlig med prominent politisk besøg hjemmefra.
Kulturminister Mette Bock (LA) planlægger nemlig at aflægge VM-slutrunden et visit for at se den måske skæbnesvangre mod franskmændene.
Det oplyser Kulturministeriet til Ekstra Bladet, der har spurgt forskellige ministre, om de vil deltage i VM-slutrunden i Rusland, som politisk finder sted under kontroversielle omstændigheder.
- Regeringen har på nuværende tidspunkt ikke taget endelig stilling. Der planlægges i øjeblikket hen mod, at kulturministeren kan tage til Rusland for at se Danmarks gruppekamp mod Frankrig d. 26. juni, men den endelige beslutning om regeringens deltagelse ved VM træffes snart, skriver Kulturministeriet til Ekstra Bladet.
Planlægningen af det eventuelle VM-besøg fra kulturministerens side kommer, mens flere kolleger i blå blok opfordrer det officielle Danmark til at blive hjemme for ikke at legitimere præsident Vladimir Putin.
Giftangreb
Det sker, efter et giftangreb mod to russere i Storbritannien i marts, som efterforskere mener har forbindelse til Moskva. Herefter besluttede Westminster at holde alle politikere og kongelige hjemme fra VM-slutrunden for ikke at legitimere Vladimir Putin.
Boykotten blev efterfølgende bakket op af Island, som også holder deres ministre og andre prominente gæster hjemme i Reykjavik.
Kort efter meddelte statsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmark måske kunne følge trop - både ift. at udsende diplomater, hvilket siden er sket; og ift. en officiel boykot af slutrunden:
- Det kan man bestemt ikke udelukke, men det er ikke noget, jeg står og konkluderer. Det afgørende er, at vi får vist Rusland, at vi ikke accepterer denne fremfærd, lød det i april fra Løkke i DR.
I maj måned meldte kulturminister Mette Bock (LA) sig imidlertid spilleklar for VLAK-regeringen.
- Jeg har tænkt mig, at jeg skal over og heppe på danskerne. Hvor meget eller hvor lidt det bliver, det kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, men foreløbig ligger det i planerne, at jeg skal afsted, sagde Mette Bock i et interview med DR, hvor hun dog understregede, at en central beslutning i eksempelvis EU som reaktion på giftangrebet i Storbritannien kunne ændre den plan.
Regeringens endelige beslutning udestår stadig. Men planlægningen af Mette Bocks besøg er altså nu nået så langt, at der er afsat en dato til rejsen mod Luzjniki Stadion i Moskva om godt tre uger.
Mette Bock ønsker ikke på nuværende tidspunkt at give interview om sit planlagte besøg.
Ekstra Bladet har også spurgt hos Udenrigsministeriet, Anders Samuelsen (LA) deltager ved en af Danmarks kampe. Her har det fredag ikke været muligt at få et svar.
Det er til gengæld ikke noget, der tyder på, at Folketingets kulturudvalg vil være repræsenteret ved VM i Rusland. Udvalgets formand, Orla Hav (S), oplyser i hvert fald til Ekstra Bladet, at han ikke har modtaget en invitation til slutrunden.