Kommentar: Da hun slog til, blev hun slået ud

Ekstra Bladets opinionsredaktør Mads Kastrup kommenterer valget

Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson

Torsdag aften stod det klart, at da Helle Thorning-Schmidt langt om længe kunne slå nogen, tabte hun slaget.

Faktisk virkede det i valgkampen som om, hun lige var kommet rigtig i gang. Som havde hun fundet sin form. Som havde hun endelig taget ejerskab til sin position.

Historien om Danmarks første statsminister endte dermed – trods nederlaget ved Folketingsvalget i 2015 - på mange måder bedre og mindre kontroversielt, end den begyndte.

Da Helle Thorning-Schmidt i 2005 blev indsat som leder af partiet, tog den socialdemokratiske sjæl bo i en kvinde, der lignede alt andet end dens hidtidige værter. Hun kom ind fra højre og sagde, at det ikke var anden vej ud af partiets krise. ’Jeg bærer faklen videre,’ som Thorning sagde, da hun blev udnævnt som formand. Hendes forgængere ville have sagt ’fanen’.

Helle Thorning lignede ikke en socialdemokratisk formand. Snarere den gennemsnitlige friværdi på patriciervillaer i Søllerød. Hun var ganske vist fra Ishøj. Vokset op hos en enlig mor, som hun »socialdemokratisk« betonede. Men det lignede et forsøg på at pudse en arbejderglorie, der hos Thorning ikke forekom mere ægte, end at man tydeligt så ståltråden, der holdet denne teaterglorie oppe. Faderen var direktør. Moderen var kontorchef.

Thorning kunne tale ’socialdemokratisk’, indtil Thorvald Stauning rører på sig. Hun lignede stadig mere overklasse end det modsatte. Hun syntes ikke i vater med den politiske amagerhylde. Og samtidig med hendes ankomst skiftede den traditionelle socialdemokratiske plakatrøde farve symbolsk til noget lignende bourgogne til 3-400 kroner flasken.

Forfatteren Carsten Jensen skrev på et tidspunkt om Socialdemokraternes formand: ’Da Helle Thorning-Schmidt triumferede som nyvalgt formand for socialdemokraterne med ordene ’Jeg kan slå Anders Fogh’, var det ikke en politisk opponent, der udfordrede. Det var blot ansøgeren til en eftertragtet lederstilling, der redegjorde for sine karriereplaner.’

Ovenstående kan synes uretfærdigt. Den nu afgåede socialdemokratiske formand kan som moderne, globalt forbundet kvinde lige så vel fremhæves som et bydende nødvendigt opgør med fortiden i et parti, hvis politiske slægtsgård skulle renoveres, så man kunne skelne køkkenhaven fra møddingen. Men Helle Thorning-Schmidt blev ikke valgt som et opgør med fortiden. Alle gamle hanelefanter i partiet var blot faldet. Tilbage var kun mus og Helle Thorning-Schmidt.

Kvintessensen af Helle Thorning-Schmidts paradoks viste sig et par gange frem 1. maj. Her stod statsministeren og talte på arbejdernes internationale kampdag. I luften stod støvet fra de grundstoffer, Thorning-Schmidts politiske univers på godt og ondt var dannet af. Det røde flag, der smældede. Arbejderklassen, der skældede. Måske mere mod den socialdemokratiske leder end mod kapitalen. Eller blot mod det alt sammen, fordi ingen længere syntes i stand til at skelne.

Hun var i det hele taget ingen succes i første halvdel af sin formandstid. Da Helle Thorning-Schmidt i 2011 kørte til dronningen og hjem igen som statsminister, havde hun netop stået i spidsen for sit partis ringeste folketingsvalg i 108 år. Helle havde imidlertid fået magten. 

Men magten havde også Helle, skulle det vise sig. Også i sine statsministerår syntes Thornings plads i solen at være mindre iøjnefaldende, end den skygge hendes vælgertal kastede. Nok vandt Thorning statsministerstolen. Men de Radikale snedkererede både stol og skrivebord samt lagde plankerne, disse stod på.

For bare et år siden var historien, at på knap 25 år var opbakningen til S halveret. Helle Thorning-Schmidt havde vundet Statsministeriet, men hun havde til gengæld tabt fortællingen om sit parti, hed det. Man fik aldrig mandater til at indfri forsikringerne om en ' Fair Løsning'. Man havde mistet herredømmet over sin fortælling, havde intet politisk projekt eller sammenhængende idéer, der adskilte sig fra modpartens. Alt i mens lokkede Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti bortløbne vælgere med gammeltestamentlige, socialdemokratiske forsikringer om mere velfærd til alle og endnu strammere udlændigepolitik.

Kun når Helle Thorning-Schmidt optrådte på den internationale scene, syntes hun succesfuld. Eksempelvis symbolsk ved til Mandelas begravelse at få taget selfie med både både Barack Obama og David Cameron. Lige som hendes mand, Stephen Kinnocks ’labour-familie’ og internationale netværk lignede et bassin, hun hjemmevant badede i. Men det syntes aldrig at gavne Helle Thorning-Schmidts opinionstal i hendes egen lille nation. Her blev det tilsyneladende snarere taget som tegn på, at nok kunne Helle gøre det godt, men mere for sig selv end for andre.

Det synes derfor i dag en særlig ironi: Da Helle Thorning-Schmidt for første gang i sine ti år som formand for Socialdemokraterne gav partiet fremgang, blev det endestationen. Da hun endelig syntes at slå til, blev hun slået ud af Statsministeriet. Da Helle Thorning-Schmidt langt om længe lod til at træde i karakter, tog danskerne rollen fra hende.

1 af 2 Foto: Jonas Olufson
2 af 2 Foto: Jonas Olufson
120 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere