Kommission på vej: Sådan skal Støjberg rammes

Muligheden for at afhøre vidner spiller en central rolle i beslutningen om, at Inger Støjberg nu skal undersøges af en kommission

Mens en undersøgelseskommission er ved at blive nedsat, bejler Inger Støjberg samtidig til posten som næstformand i Venstre. Hør om Henrik Qvortrup synes det er en god ide i indslaget her.

Kommissionsundersøgelser koster kassen og tager ofte lang tid.

Ikke desto mindre mener et flertal i Folketinget, at dette tunge redskab skal tages i brug over for Inger Støjberg (V) i sagen om de adskilte asylpar-  også kendt som barnebrudsagen.

Det er Socialdemokratiet, de radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten, der står bag beslutningen om at nedsætte en undersøgelseskommission. 

Hos sidstnævnte forklarer retsordfører Rosa Lund, at hun er overbevist om, at der er blevet begået ulovligheder i sagen.

- Ombudsmandens konklusioner har været rimelig klare - der har været tale om en ulovlig instruks. Vi skal finde ud af, hvem der vidste, at det var ulovligt. Altså hvor instruksen kom fra.

- Det er fuldstændig afgørende for vores demokrati, og man som minister ikke kan omgå forvaltningsloven, siger Enhedslisten-ordføreren.

Afgørende mulighed
Sagen omhandler en instruks om at adskille alle asylpar, hvis den ene part var under 18 år. Instruksen blev udsendt i en pressemeddelelse i februar 2016, og Udlændingestyrelsen fik besked fra ministeriet om at administrere efter den. Folketingets Ombudsmand har betegnet instruksen som ulovlig.

I denne sag mener Rosa Lund, at netop kommissionsundersøgelsen giver en mulighed, som er afgørende.

- I en kommissionsundersøgelse kan man afhøre vidner, og det har vi brug for i den her sag.

- Det er det eneste redskab, vi har i værktøjskassen, hvis vi skal helt til bunds i den her sag. Den eneste anden mulighed ville være en advokatundersøgelse, men der tror jeg ikke, at man ville komme frem til andet, end det Ombudsmanden er kommet frem til.

Ikke flertal
- Kommissionsundersøgelser er et meget tung værktøj at tage i brug. Skal man ikke passe på med at benytte det i et væk?

- Jeg er fuldstændig enig i, at man skal passe på med bare at bruge kommissionsundersøgelser. De tager lang tid, og de er dyre. Derfor er jeg hamrende ærgerlig over, at vi i Danmark ikke har det redskab, der hedder parlamentariske undersøgelser. Det vil Socialdemokratiet desværre ikke være med til, og så er der ikke flertal for det.

- Så det eneste andet redskab, vi har i værktøjskassen, er en kommissionsundersøgelse. Jeg synes ikke, at vores demokrati kan holde til ikke at undersøge den her slags ting - uanset hvor stort eller småt det er. 

Inger Støjbergs reaktion på, at hun skal granskes af en kommission, er imidlertid ganske behersket. Hendes rådgiver henviser således til følgende svar, som hun har tidligere har givet til Ritzau:

- Jeg ved jo præcis, hvad jeg har sagt overfor embedsmændene, så jeg imødeser det med sindsro, og derfor vil jeg bidrage til kommissionen,alt det, jeg overhovedet kan, lød det fra den tidligere minister.

Dyr affære
At kommissioner ikke er en billig affære, vidner svar tidligere svar til Folketinget om.

Den nok så berømte undersøgelseskommission, der granskede Tamil-sagen fra 1990-1993, kostede eksempelvis 33,9 millioner kroner.

Kommissionen, der belyste forholdene i Farum Kommune under Peter Brixtoftes tid som borgmester, var endnu dyrere og kostede næsten 60 mio. kr. Der er dog også eksempler på andre og betydeligt mindre omfattende undersøgelser, hvor udgifterne ikke er oversteget en million.

Prisen for Støjberg-kommissionen er endnu ikke meldt ud.

Fakta om undersøgelseskommissioner

*Justitsministeren nedsætter en kommission til at gennemføre en undersøgelse af et bestemt forhold. Den skal nedsættes, hvis Folketinget vedtager det.
    
* Det er justitsministeren, som udpeger den eller de personer, som skal være medlemmer af undersøgelseskommissionen, og hvem der skal være formand. Formanden skal være jurist.
    
* Justitsministeren udpeger også en person, som skal stå for afhøringer i kommissionen. Undersøgelseskommissionen kan foretage afhøringer under vidneansvar, og enhver har pligt til at udlevere materiale til kommissionen.
    
* Undersøgelseskommissionen har ikke dømmende myndighed, men kan få til opgave at undersøge og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb.
    
* En kommission kan endvidere få til opgave at vurdere, om der er grundlag for, at nogen bliver draget til ansvar.
    
Kilde: Ritzau/Retsinformation.dk.

1042 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere