Kommune: Hjælp os og tjen 5000 kroner

Fredensborg Kommune udlodder dusør til personer, der kan hjælpe dem med at rekruttere nye medarbejdere

Foto: Gregers Tycho
Foto: Gregers Tycho

Fredensborg Kommune tager nu uortodokse metoder i brug, for at rekruttere nye medarbejdere til kommunens pressede hjemmepleje.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis er manglen på varme hænder i hjemmeplejen nu blevet så stor, at lokalpolitikerne har vedtaget, at man udlodder en dusør på 5.000 kroner til personer, der kan finde en ny kollega til hjemmeplejen.

Dusøren udbetales den dag, den nye kollega har været ansat i hjemmeplejen i tre måneder.

- Vi ved fra det private erhvervsliv, at en stor del af rekrutteringen foregår via medarbejdernes netværk, og det vil vi gerne lære af, forklarer Hans Nissen (S), formand for Social- og Seniorudvalget i Fredensborg Kommune til Frederiksborg Amts Avis.

Også formanden i FOA Nordsjælland Lene Lindberg, kan se fidusen i ideen.

- Dusøren kan betyde, at kommunen finder nye medarbejdere til ældre og sundhedsområdet, der kommer med et positivt indtryk af kommunen og hurtigt falder til hos kollegerne, vurderer Lene Lindberg.

58 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere