Kommuner: Nej tak til Støjbergs håndtryks-ceremonier

Hvis der skal være ceremonier med håndtryk for at for statsborgerskab, så bør staten stå for det, mener Kommunernes Landsforening

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil skride hårdt ind overfor genstridige borgmestre. Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil skride hårdt ind overfor genstridige borgmestre. Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Integrationsminister Inger Støjberg (V) vil gerne have kommunerne til at lave en håndtryks-ceremoni for nye danske statsborgere, men nu siger kommunerne fra.

Det oplyser Kommunernes Landsforening i et høringssvar, efter at flere borgmestre både fra Venstre og Socialdemokratiet har brokket sig højlydt over ceremonien.

'De opgaver, der knytter sig til tildeling af indfødsret som helhed bør varetages i statsligt regi. Det gælder også de med lovforslaget foreslåede ceremonier', skriver KL i høringssvaret.

inger Støjbergs lovforslag forpligter ellers kommunerne til mindst to gange årligt at afholde en grundlovsceremoni for ansøgere om dansk indfødsret.

Ansøgeren skal ved ceremonien skrive under på at ville overholde dansk lovgivning, herunder grundloven, og respektere grundlæggende danske værdier og retsprincipper.

Støjberg kræver også, at repræsentanter fra kommunen i forbindelse med ceremonien mødes ansigt til ansigt med deltagerne og udveksler et håndtryk.

Det mener kommunerne dog ikke er deres job, og derfor bør staten i stedet stå for ceremonierne. Hvis Inger Støjberg vælger at tvinge kommunerne, så vil de helst selv bestemme, hvordan ceremonien skal være.

'Såfremt det fastholdes, at kommunerne skal forestå de nævnte ceremonier, bør det efter KL’s opfattelse være op til kommunerne selv at fastlægge, hvordan en sådan ceremoni skal tilrettelægges', skriver KL.

En række borgmestre - blandt andet fra Venstre - har kritiseret, at en person skal give hånd ved en ceremoni for at få dansk statsborgerskab.

Venstre-borgmester i Egedal Kommune, Karsten Søndergaard, samt borgmester i Allerød, Karsten Längerich (V), vil ikke tvinge nogen til at give hånd.

En tredje V-borgmester, Ib Boye Lauritsen fra Ikast-Brande, gør det klart, at han anser lovgivning om håndtryk for 'symbolpolitik' og et 'pseudo-problem'.

Også internt i Venstres folketingsgruppe er der uro i geledderne. Folketingsmedlem Martin Geertsen mener ikke, at staten bør blande sig i, hvordan folk hilser på hinanden - og kalder forslaget 'decideret uliberalt'. Partiets indfødsretsordfører Jan E. Jørgensen vil tillade handsker under ceremonien.

Inger Støjberg. Foto: Jens Dresling Dansk politik - 3. sep. 2018 - kl. 21:01 Oprøret breder sig: Partifæller trodser Støjberg

I juni aftalte regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti en række stramninger på statsborgerskabsområdet.

Det er i den forbindelse, at regeringen - efter bl.a. krav fra Dansk Folkeparti - har udarbejdet et lovforslag, hvor håndtrykket er en del af ceremonien. Giver en person ikke hånd, får vedkommende ikke dansk statsborgerskab.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har åbnet for, at staten kan overtage opgaven med håndtrykket, hvis kommunerne ikke magter opgaven.

Se også: Bydronning om tvangshåndtryk: Latterligt!

153 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere