Kongen har for længst taget hul på pensionist-livet

Kong Henrik er protektor for 67 foreninger, men han har haft svært ved at passe dem

Kong Henrik holder af at lufte sig, men derfor har han ikke altid tid til at besøge alle de foreninger, han er protektor for. Her ankommer han til nytårskur

Hvad har medlemmerne af Dansk Vandskiforbund og Københavns Akvarieforening tilfælles?

Rigtig gættet.

De kan begge prale af at have kong Henrik som protektor.

Ifølge kongehusets hjemmeside er kong Henrik protektor for 67 foreninger, der dækker alt fra Røde Kors, Natur Bornholm, Phuket Marine Biological Center, Zoologisk Have, Dansk Petanque Forbund, Fregatten Jylland, Danmarks Bridgeforbund, Danish-Chinese Business Forum til Danmarks Jægerforbund.

Det kræver sin mand at skulle være rollemodel for så mange foreninger, og formændene for Dansk Vandskiforbund og Københavns Akvarieforening fortæller da også, at de aldrig har hverken talt med eller mødt kong Henrik.

Kongehuset skriver ellers således om protektioner på deres hjemmeside: "Ofte vil protektoren aflægge årlige besøg i protektionen og desuden være til stede ved særlige begivenheder og arrangementer og i det hele følge den pågældende forening m.v.’s arbejde. Afhængigt af protektionens karakter kan der også være tale om hyppig mødeaktivitet."

– Vores forening blev stiftet i 1915, hvor daværende arveprins Knud blev protektor for foreningen, fortæller formanden for Københavns Akvarieforening, Svend Erik Riede, der har været med i foreningen i snart 25 år, som Henrik nu er protektor for.

- Hvad får I ud af ham som protektor?

– Det er rent symbolsk, at vi kan skrive, at han er protektor.

- Hvad tror du, der sker, nu han går på pension?

– Jeg har selv spekuleret på, om han vil fortsætte, men vi har ikke hørt noget fra kongehuset endnu, siger Svend Erik Riedel.

Vandski ønsker Frederik

Formanden for Dansk Vandskiforbund, Frank Tengberg-Hansen, er ligeså spændt som Svend Erik Riedel.

– Vi har de seneste år haft meget at gøre med kronprins Frederik, der selv har været medlem af Skanderborg Vandskiklub, fortæller Frank Tengberg-Hansen.

– Jeg har været formand for Vandskiforbundet i 11 år, men jeg har aldrig mødt Henrik.

– Derfor spurgte jeg for et år siden kronprins Frederiks rådgiver, Morten Roland Hansen (kronprins Frederiks pressesekretær og rådgiver for sportslige anliggender, red.), om vi ikke kunne få kronprins Frederik som protektor.

– Jeg fik det svar, at det først kunne lade sig gøre den dag, Henrik faldt bort. Men nu er han gået på pension, så jeg er spændt på, hvad der sker, siger Frank Tengberg-Hansen.

158 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere