Konservativ politichef i garagefup

Formanden for det bygge- og boligansvarlige udvalg i Hørsholm Kommune fik i 2009 tilladelse til at opføre en garage. Men bilerne holder udenfor, og bygningen er i stedet blevet brugt som teenage-afdeling 

Ved du noget om sagen? Så kontakt journalisten på lve@eb.dk

'Hørsholm som fyrtårn og rollemodel'

Sådan lyder sloganet på det valgmateriale, den konservative kommunalpolitiker, politikommissær og indkøbschef ved Københavns Politi, Jan H. Klit, i disse uger omdeler til vælgerne i den nordsjællandske kommune i håbet om at genvinde deres gunst ved valget på tirsdag.

At Hørsholm Kommune ifølge Jan H. Klit skal fungere som eksempel til efterlevelse er dog langtfra ensbetydende med, at politikeren selv agerer forbillede for de medborgere, hvis stemmer han så ihærdigt prøver at høste.

I hvert fald kan Ekstra Bladet i dag afsløre, at Jan H. Klit som formand for det udvalg, der netop har ansvaret for det kommunale bygge- og boligområde, i årevis selv har benyttet en bygning på sin egen grund som opholdsrum til sine børn under dække af, at det var en garage. 

Fik tilladelse til garage
Sagen starter i september 2009, da Jan H. Klit ansøger Hørsholm Kommune om tilladelse til at opføre en garage på knap 50 kvadratmeter på sin grund i Rungsted.

Sådan tager den påståede garage sig ud fra gaden. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Sådan tager den påståede garage sig ud fra gaden. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Af byplanen for området fremgår det, at der på hver grund kun må 'opføres én beboelsesbygning'.

Dog må man i udgangspunktet gerne opføre en garage, og da det lige præcis er en garage, Jan H. Klit i 2009 fortæller kommunen, at han har tænkt sig at bygge, glider hans ansøgning problemfrit igennem den kommunale byggemyndighed.

Året efter står den fuldmurede bygning med orange tegltag færdig, hvorefter Jan H. Klit registrerer den som netop 'Garage med plads til en eller to køretøjer' i det offentlige bygnings- og boligregister, BBR.

Det er der bare flere problemer i.

Biler kan ikke køre ind
For det første er bygningen nemlig placeret på en sokkel og med en port ud mod gaden af en størrelse, der gør det fysisk umuligt at få en bil ind i den. For det andet viser luftfotos af grunden tydeligt, at bygningen er udstyret med tre ovenlysvinduer foruden en række store sprossevinduer ud mod haven.

Alt sammen noget, der står i klar modstrid til den byggeansøgning, Jan H. Klit i 2009 fik godkendt af Hørsholm Kommune.

Sådan skulle garagen have set ud

Jan H. Klit foregav i sin byggeansøgning til Hørsholm Kommune, at han ville installere en dobbelt garageport, så to biler kunne køre ind. Den blev dog aldrig sat i.
Politikeren fortalte heller ikke kommunen om sine planer om at isætte ovenlys- og sprossevinduer i facaden ud mod haven.

Af politikerens byggeansøgning ses således ikke ét eneste vindue, ligesom Jan H. Klit i byggeansøgningen foregav at ville isætte en knap 5,5 meter bred garageport, så to biler kunne køre ind.

Derudover er Ekstra Bladet i besiddelse af en række billeder, der viser, at udvalgsformandens datter tilbage i 2014 havde værelse med både sofa, gardiner, sofa- og bakkeborde, seng, stearinlys, firgurspejl og klædeskab i bygningen.

Og så bekræfter en række kilder, der uafhængigt af hinanden i årevis er kommet hos politikeren, ligeledes over for Ekstra Bladet, at den er blevet brugt til netop at huse familiens børn, senest i sommeren 2020.

Retsstridigt på flere niveauer
Juraprofessor ved Aalborg Universitet, Carsten Munk-Hansen, har skrevet adskillige bøger om fast ejendom, og han forklarer, at det kan være ganske alvorligt at opføre et anneks på sin grund under dække af, at det er en garage.

- Hvis en ejer søger om tilladelse til at opføre en garagebygning på en ejendom, hvor der ifølge byplanvedtægten ikke må opføres en beboelsesbygning, og hvis ejeren derefter alligevel opfører en bygning, der ikke er egnet til garageformål, men til boligformål, er det retsstridigt, siger han.

Offentlige skråfotos af grunden viser, at bygningen har både ovenlys- og sprossevinduer isat. Foto: skaafoto.kortforsyningen.dk
Offentlige skråfotos af grunden viser, at bygningen har både ovenlys- og sprossevinduer isat. Foto: skaafoto.kortforsyningen.dk

Jørgen Munksgaard Rasmussen er boligøkonomisk ekspert ved Bolius, og hans klare vurdering er, at den konservative kommunalpolitiker og politichef i de år, bygningen ulovligt har været anvendt som børneværelse, ikke har betalt den skat, han skulle. Antallet af boligkvadratmeter er nemlig en af de faktorer, skattevæsenet benytter, når ejendomsværdien skal fastlægges.

- Et lavere antal boligkvadratmeter vil derfor – alt andet lige – også medføre en lavere vurdering. Man vil derfor slippe billigere i ejendomsværdiskat, hvis carporten er registreret som carport end som en bygning til beboelse, siger Jørgen Munksgaard Rasmussen, der tilføjer, at meget taler for, at den ubetalte skatteregning givet er af en 'mærkbar størrelse'.

Jan H. Klit: - Det er en lang historie
Jan H. Klit benægter '100 procent', at garagen på noget tidspunkt har været anvendt til beboelse, da Ekstra Bladet møder ham ved adressen i Rungsted:

- Den er søgt som garage, og den bliver brugt som garage (…) Og nej, der holder ikke nogle biler i den, fordi at… Ja, det er en lang historie, som jeg egentlig ikke ønsker at stå her og snakke med jer om.

- Vi har tid nok?

-  Ja, men det har jeg ikke.

- Nu er der meget rodet derinde, men jeg har næsten lyst til at vise dig rundt inde i den.

- Jamen må vi ikke nok se den, selvom det er rodet?

- Nej, det må I ikke.

- Hvorfor?

- Fordi det, synes jeg faktisk, er upassende.

Og foreholdt billederne af indersiden af bygningen, der viser datterens værelse og møbler, har politikeren heller ikke lyst til at ændre sit svar:

- Jamen det er jo ikke ulovligt at være inde i en garage!

- Men det er jo et teenageværelse? Man kan se hendes møbler og …

- Jamen, altså på samme måde, som at mange formentlig bruger kældre og andet … Jeg tror også, du kan finde billeder af en datter i en kælder mange steder rundt omkring. Så ja, derude kan man da lave alle mulige ting, men det er jo ikke beboelse. 

- Jo, men det er det jo, når din datter har boet derinde, og så skulle den have været registreret som beboelse på BBR (det offentlige bygnings- og boligregister, red.), og så skulle du have betalt en anden skat.

- Det er jeg jo så 100 procent uenig med dig i. Kan du have en god dag.

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Hør to kritiske interviews med Liberal Alliance og Venstre om mink-sagen i podcasten 'Ingen kommentarer' herunder eller i din podcast-app.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.