Konservative regner selv på gylle-gate: Så meget gylle ender i naturen

Socialdemokraterne raser over manglende information fra miljøminister Eva Kjer (V) om landbrugspakken. De Konservative udregner nye tal efter briefing i ministeriet

Jarlov har selv regnet på miljø-belastningen fra landbrugspakken, og det ser ikke godt ud. Foto: Jan Sommer.
Jarlov har selv regnet på miljø-belastningen fra landbrugspakken, og det ser ikke godt ud. Foto: Jan Sommer.

Fingrene på de konservatives landbrugsordfører Rasmus Jarlov har danset hen over lommeregneren, siden han var til en teknisk gennemgang af regeringens landbrugspakke i Miljøministeriet.

Miljøminister Eva Kjer Hansen (V) var ikke til stede, men embedsmændene gav De Konservative 'nye oplysninger', som får Rasmus Jarlov til at konkludere, at ministerens oplysninger 'er irrelevant information og ikke retvisende'.

- Derfor er jeg ikke tilfreds med den information, vi har fået fra ministeriet i forhandlingerne, skriver Rasmus Jarlov på Facebook.

Blå blok er allerede blevet enige om landbrugspakken, men de konservatives nye regnestykke viser, at der udledes omkring 3000 ton mere kvælstof i naturen de kommende tre år i forhold til i dag.

Se også: Forskere kritiserer igen Eva Kjers regnemetoder

Må ikke stige
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Rasmus Jarlov, men tidligere har den konservative landbrugsordfører skrevet på Facebook, at de konservative 'ikke vil acceptere en udvikling, hvor vandmiljøet bliver dårligere'.

- Derfor krævede vi (og fik gennemført), at vandløbene fortsat skal have udstrakt miljøbeskyttelse. Og derfor krævede vi, at kvælstofbelastningen af vandløbene ikke må stige, skrev Jarlov 14. februar.

Nu stiger mængden af kvælstof så i vandløbene ifølge de konservative, og Socialdemokraternes landbrugsordfører Simon Kollerup forventer, at det får betydning for opbakningen til den nuværende pakke.

- Det er positivt, at De Konservative har påtaget sig at være den grønne samvittighed i blå blok, men de er nødt til at finde de 3000 ton kvælstof som mangler ifølge egne beregninger, siger Simon Kollerup til Ekstra Bladet.

- Jeg kan ikke se, at man kan lave sådan et regnestykke om mere udledning, og samtidig stemme for pakken uden at lave den om.

Se også: Eva Kjer skal forklare studehandel med landbrugslobby

Iskold afvisning
Miljøminister Eva Kjer Hansen (V) har flere gange overfor Folketinget hævdet, at der ikke udledes mere kvælstof i naturen i de enkelte år frem mod 2021. Hun har den 12. januar også sendt en tabel over til Folketinget, hvor miljøregnskabet er grønt i alle årene.

Det er den tabel, som Rasmus Jarlov selv har regnet videre på, efter at han mandag var i Miljøministeriet til en teknisk gennemgang af landbrugspakken. Den tekniske gennemgang vil oppositionen også gerne have, men det afviser Eva Kjer i et brev til Simon Kollerup, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

- Det er en iskold afvisning af rød blok i forhold til at få samme oplysninger som den anden del af Folketinget.

- Det hører ikke hjemme i et folkestyre, at det kun er vennerne, som får information, siger Simon Kollerup til Ekstra Bladet.

Se også: Det lugter af gylle og fuphonning: Møgsagerne der truer Eva Kjer

Kreativ bogføring
Miljøministeren er også under beskydning for 'kreativ bogføring' på flere elementer i landbrugspakken. Ministeren sammenligner udledning af kvælstof i 2012, og kommer frem til, at der ikke udledes mere.

- De fortæller os kun, hvor store udledningerne vil være i forhold til 2012. Og hvad i al verden skulle vi dog bruge det til? skriver Rasmus Jarlov.

Samtidig har ministeren fået kritik får at sætte en såkaldt målbelastning ud fra årene 1997-2001, selvom der ligger nyere udregninger fra årene 2008-2012. Ved at bruge de gamle tal, så kan regeringen udlede omkring 1700 tons mere kvælstof, og stadig holde sig inden for EU-reglerne. Socialdemokraterne kalder det 'meget kritisabelt'.

- Det ligner en minister, som med kreativ bogføring og regnestykker, som forskerne kalder uredelige, har forsøgt at finde frem til, hvordan hun kan få mest mulig gødning ud på markerne, siger Simon Kollerup.

- I går sagde jeg, at nye oplysninger gjorde sagen værre end i forgårs. Jeg er lige ved at sige nu, at dagens oplysninger gør, at dagen i dag er værre end de foregående tilsammen, siger den socialdemokratiske landsbrugsordfører.

Se også: Evas gyllegate: 'Mere alvorlig i dag end i går'

Forurening på vandregning
Samtidig har regeringen og blå blok ændret et princip med landbrugspakken, så det er danskerne, der kommer til at betale en regning ved forurening.

Alene i Aarhus Kommune kan vandforbrugerne ifølge kommunens beregninger komme til at betale en regning på op til 95 millioner kroner for at beskytte drikkevandet mod virkningerne af regeringens landbrugspakke.

Tidligere miljøminister Ida Auken (R) kalder det et totalt brud med princippet om, at forureneren betaler. Socialdemokraterne raser også over den ekstra regning.

- Nu ser vi en landbrugspakke, som gør det dyrere at være dansker, fordi vi skal betale mere for vandet i vandhanerne, på grund af landmændenes forurening, og det er ikke i orden,

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra miljøminister Eva Kjer Hansen og Rasmus Jarlov.

Fødevarer - 16. feb. 2016 - kl. 13:12 Hård kritik af Kjer og mad-industri i honning-sag

274 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere