Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Konservativt VM-kaos eller splittet regering: Pape i flyverskjul

Justitsminister Søren Pape må enten bakke op om regeringen eller sit parti i VM-sag. Ingen kommentarer, lyder det fra K-formanden

Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix 2018
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix 2018

De konservative ministre er endt i en kattepine, som har sendt dem i flyverskjul.

Hvis justitsminister Søren Pape (K), erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og socialminister Mai Mercado (K) bakker op om det konservative minister-boykot ved VM, så splitter de regeringen.

Hvis K-ministrene omvendt omfavner regeringens beslutning om at sende kulturminister Mette Bock (LA) af sted som Danmarks officielle repræsentant, så er der kaos i den konservative folketingsgruppe.

Tirsdag aften lyder det hos Justitsministeriets pressetjeneste, at Pape ikke har nogen kommentarer til sagen. Og da det samtidig ikke har været muligt at få en reaktion fra de to andre K-ministre, står det hen i det uvisse, hvordan den konservative del af regeringen stiller sig.  

Den konservative forsvarsordfører Rasmus Jarlov forsikrer imidlertid, at alle i folketingsgruppen bakker op om en minister-boykot ved VM.

’Vi har kun én politik hos K, og det er, at vi er imod, at ministre deltager i VM’ skriver Jarlov på Twitter.

Hvis det er rigtigt, så må K-ministrene have tabt armlægningen med Løkke og co. Beslutningen om at sende Mette Bock (LA) til VM i Rusland er nemlig ’aftalt i regeringen’ ifølge Kulturministeriet.

Hos Statsministeriet ønsker man ikke at oplyse, hvorvidt sagen har været til debat i regeringens koordinationsudvalg. Her sidder justitsminister Søren Pape og erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Giftangreb og udvisning
Dilemmaet har blandt andet rod i en eks-spion og hans datter, som i marts blev forgiftet og endte i livsfare i Salisbury i England. Giftangrebet er siden blevet sat i forbindelse med præsident Vladimir Putins styre i Moskva.

Danmark har tidligere udsendt to russiske diplomater som reaktion på giftangrebet.

Ingen af de konservative ministre har ønsket at svare på, hvorvidt de bakker op om regeringen eller de konservative i VM-sagen.

Løkke har lurepasset
Og statsminister Lars Løkke Rasmussen, der selv har lurepasset i forhold til, om han ville besøge VM, truede i april med, at Danmark kunne finde på at bakke op om den officielle britiske boykot af VM fra politisk hold.

Men det blev ved truslen. Og der er nu ingen sanktioner fra Danmark mod det russiske styre i forbindelse med VM-slutrunden.

Mette Bock skal overvære Danmarks sidste gruppekamp mod Frankrig 26. juni. Hun bliver - indtil videre i hvert fald - den eneste repræsentant for det officielle Danmark i Rusland.

Kulturministeriet kan bekræfte, at det er aftalt i regeringen, at Mette Bock deltager ved VM i fodbold som officielt repræsentant for Danmark.

Uffe gjorde det
I 2012 fik daværende kulturminister Uffe Elbæk ligeledes massiv kritik, da han overværede Danmarks kamp mod Holland. Dengang valgte Uffe Elbæk at placere sig væk fra vip-pladserne og i stedet blandt de danske roligans.

Samtidig besøgte han menneskerettighedsforkæmpere og LGBT-grupperinger.

Elbæks besøg affødte dog alligevel massiv kritik fra flere sider i Folketinget.

Daværende kulturminister Uffe Elbæk under EM-landskampen i Ukraine mellem Danmark og Holland i 2012. Foto: Jens Dresling Dansk politik - 11. jun. 2018 - kl. 07:15 Blev svinet for at se Danmark spille - Elbæk om Putins VM-party: Bare tag af sted

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen