Kontroversiel gallerist samlede ulovligt ind til dømt politiker

Erik Guldager har indsamlet flere tusind kroner ind til Mette Thiesen uden at få den fornødne godkendelse. Nu risikerer han en bøde

Mette Thiesen blev valgt til Folketinget ved valget grundlovsdag 2019. Foto: Ritzau Scanpix
Mette Thiesen blev valgt til Folketinget ved valget grundlovsdag 2019. Foto: Ritzau Scanpix

Fredag den 13. december faldt hammeren over Mette Thiesen.

Nye Borgerliges folketingsmedlem blev i Københavns Byret dømt for at have krænket en fitnessinstruktørs ære og idømt en bøde på 15.000 kroner for det.

Ikke lang tid efter oprettede den kontroversielle gallerist Erik Guldager en indsamling, der skulle skrabe penge sammen til at betale for bøden og Mette Thiesens sagsomkostninger.

’Af principielle årsager mener jeg ikke Mette skal betale bøden selv. Vi gør det for hende', skrev Guldager på Facebook samme dag som domsfældelsen. Allerede få timer senere var pengene samlet ind.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

Men indsamlingen blev aldrig meldt til Indsamlingsnævnet og er derfor heller ikke blevet godkendt. Det oplyser Indsamlingsnævnet i en mail til Ekstra Bladet.

’Nævnet kan i denne forbindelse oplyse, at nævnet på nuværende tidspunkt ikke ses at have givet tilladelse til den iværksatte indsamling’, lyder det i mailen.

Efter Indsamlingslovens § 3, stk.1 må en indsamling først startes, når Indsamlingsnævnet har givet tilladelse til det.

Efter Ekstra Bladets henvendelse har Indsamlingsnævnet kontaktet Erik Guldager og bedt ham søge den nødvendige tilladelse hurtigst muligt og senest 31. december i år.

Sker det ikke, risikerer Erik Guldager at blive idømt en bøde, ’medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning’. Det skriver Indsamlingsnævnet i en mail til ham, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

Ville i Folketinget
Erik Guldager blev landskendt i 2009, da hans galleri lagde hus til en udstilling af Muhammed-tegneren Kurt Westergaard. Tre år senere trak Guldager atter overskrifter, da han gik ind i overenskomst-konflikten omkring Restaurant Vejlegården.

Artiklen fortsætter under billedet...

Erik Guldager har ingen kommentarer til sagen. Foto: Anders Brohus/Ritzau Scanpix
Erik Guldager har ingen kommentarer til sagen. Foto: Anders Brohus/Ritzau Scanpix
 

Erik Guldager har flere gange deltaget i Nye Borgerliges lands- og årsmøder. Han har tidligere meldt sig som folketingskandidat for partiet, men blev med egne ord ’vejet og fundet for let’. Det skrev han i et Facebook-opslag i januar.

’Nye Borgerlige er et fremragende og nødvendigt parti, et parti jeg gerne ville løfte med op og langt frem – derfor meldte jeg mig for nylig som folketingskandidat – og tilbød derfor naturligvis at melde mig ind igen (…) Jeg blev vejet af NB og…. fundet for let’, lød det dengang.

Har ikke modtaget pengene
Ekstra Bladet har været i kontakt med Erik Guldager, der ikke ønsker at kommentere sagen.

Mette Thiesen oplyser til Ekstra Bladet, at hun ikke har modtaget penge fra indsamlingen, og at hun ikke var klar over, at den var ulovlig.

- Jeg har intet modtaget og har intet haft med den at gøre. Det er utroligt positivt, at der er nogen, der vil hjælpe og støtte mig, men det skal selvfølgelig ske på et lovligt grundlag, udtaler hun.

Thiesen fortæller, at hun kender initiativtagerne til indsamlingen, men at den er ’100 procent på deres initiativ’.

Sagen kort

Mette Thiesen skrev 19. april 2018 på sin facebookprofil et indlæg med overskriften 'Terrorist-sympatisør benyttes af Danmarks Radio'.

I opslaget gik hun i kødet på fitnessinstruktøren Mahmoud Loubani, som medvirkede i et DR-program.

Loubani havde som en kommentar til en helt tredje persons indlæg på Facebook om Omar El-Hussein skrevet 'Allah yerhamu', hvilket betyder 'må Gud tilgive dig'.

El-Hussein angreb i 2015 et debatarrangement og en synagoge i København og dræbte filmmanden Finn Nørgaard og den frivillige vagt Dan Uzan.

Mette Thiesen opfattede Loubanis kommentar til el-Hussein-opslaget som en sympatitilkendegivelse over for Omar el-Hussein.

 

135 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere