Kopi-ministeren under pres: 'Det ser meget alvorligt ud'

Både Socialdemokraterne og Liberal Alliance ser med alvor på plagiat-sag, som Esben Lunde er havnet i

Esben Lunde Larsen (foto: Sanne Vils Axelsen)
Esben Lunde Larsen (foto: Sanne Vils Axelsen)

- Det ser meget alvorligt ud.

Sådan lyder reaktionen fra Socialdemokraternes medlem af forskningsudvalget Jeppe Bruus, efter at Ekstra Bladet har afsløret endnu en pinlig sag for uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen (V).

Ministeren er blevet taget i, at formuleringer fra hans ph.d.-afhandlings konklusion er kopieret fra en bog af CBS-professoren Ove Kaj Pedersen.

Det er problematisk, og Lunde nærmer sig plagiat og videnskabelig uredelighed, lyder det fra professor Peter Sandøe, næstformand for Udvalget vedrørende god videnskabelig praksis på Københavns Universitet.

Lunde i ph.d.-problemer: 'Vi nærmer os plagiat'

- Mig bekendt er det helt ekstraordinært, at en professor i praksisudvalget når frem til så alvorlige konklusioner, lyder det fra Jeppe Bruus.

- Derfor tror jeg, det er meget fornuftigt, at ministeren har bedt nogen kigge hans afhandling igennem. Og så må vi selvfølgelig afvente og se, hvad de når frem til, lyder det fra Jeppe Bruus, der dog understreger, at det er 'nogle problematiske anklager at have hængende på sig.'

Esben Lunde Larsen bad selv i går Københavns Universitet om at undersøge ph.d.-afhandlingen.

Ny giftig sag for CV-ministeren: Undersøges for snyd og plagiat

Man skal høre efter
Forskningsordfører hos Liberal Alliance, Henrik Dahl, der selv har en ph.d.-grad, vil ligeledes afvente at se, hvad Københavns Universitet kommer frem til.

- Men jeg har kendt Peter Sandøe i mange år og siddet i offentlige udvalg med ham. Han er en velmeriteret professor, så man skal høre på, hvad han siger. For plagiat er altid alvorligt. Men nu må vi se det komme fra den officielle udredning, inden vi gør mere. Nu må universitetet undersøge sagen, og så ser vi, lyder det fra Henrik Dahl.

Noget andre har fundet på
Over for DR peger eksperter desuden på, at Esben Lundes afhandling indeholder plagiering:

- I konklusionen forekommer en passage, som må opfattes som plagiat, fordi forfatteren ikke har anført en litteratur-henvisning. Konklusionen kommer til at fremstå som noget, han selv har fundet ud af, mens det i virkeligheden er noget, som andre har fundet ud af, lyder det eksempelvis fra Bente Hagelund, der tidligere har været sekretariatschef på Det Teologiske Fakultet, hvor ministerens ph.d.-afhandling er bedømt.

Det er ikke første gang, at Esben Lunde Larsen (V) er i mediernes søgelys. Her er han på forsiden af Ekstra Bladet i en anden kritisk sag.