Kræver Hækkerup i samråd: 'Ekstremt magtfuldkommen'

Efter Ekstra Bladets afsløring af Nick Hækkerups forhåndsviden om risikoen ved at lade danske børn blive i syriske fangelejre, bliver han nu kaldt i samråd

Under et samråd i Folketinget 4. marts 2021 slog justitsminister Nick Hækkerup (S) fast, at hans embedsmænd ikke har forsøgt at påvirke PET til at ændre deres vurdering eller forsøgt at forsinke den.

Der tegner sig et politisk stormvejr på horisonten for justitsminister Nick Hækkerup.

Dansk Folkeparti kræver nu Hækkerup i samråd, efter Ekstra Bladets afsløring søndag, hvor Hækkerup erkender, at han forud for et samråd i 2019 var orienteret om PET's vurdering af, at risikoen for radikalisering af danske børn i Syrien stiger, jo længere tid de sidder i fangelejre.

- Nu kalder vi justitsministeren Nick Hækkerup i samråd. Vi må have klarhed, siger DF-gruppeformand Peter Skaarup til Ekstra Bladet

- Regeringen er blevet ekstremt magtfuldkommen og svarer, som vinden blæser og glemmer ofte at fortælle, alt hvad de ved, selvom de har pligt til at svare sandt overfor Folketinget, lyder det fra Dansk Folkeparti.

- I DF siger vi nej til Syriens-børnene med åbne øjne. Men vi ønsker at gøre det på et fuldt informeret grundlag. Vi ved, at regeringen før har ført hele Folketinget bag lyset, da de påstod, at minkene måtte aflives.

Sidder på hænderne
Peter Skaarup kritiserer ligeledes støttepartierne Enhedslisten, SF og Radikale for at sidde på hænderne, efter Jeppe Kofod fredag slap af krogen i Syrien-sagen.

- Vi ved også, at støttepartierne har fundet sig i det hele og blot lader regeringen forholde Folketinget vitale informationer og viden.

- Vi kan ikke vælte regeringen eller enkelte ministre pga mandaternes fordeling. Så regeringen kan fortsætte med at lyve for Folketinget, så længe de røde støttepartier lader dem slippe afsted med det.

Men hos Enhedslisten vil partiets ordfører på området, Rosa Lund, hellere end gerne møde op til det kommende samråd og grille Nick Hækkerup, selvom hun ikke selv har indkaldt til samrådet:

- Hvis DF indkalder til et samråd, så kommer vi selvfølgelig. Jeg synes, der er noget at komme efter her. Hvordan kan han sidde i samråd 4. marts uden at sige, at han godt kendte til den her vurdering?

- Der havde han en fin chance for at sige, at han godt vidste, at risikoen for børnene blev forøget. Det vil jeg da spørge til, siger Rosa Lund til Ekstra Bladet.