Kræver redegørelse fra Frank Jensen om champagne og luksus-middage: 'Det minder om Farum-sagen'

Medlemmer af Økonomiudvalget i København vil have forklaring fra overborgmester Frank Jensen i sag om fråds i selskabet bag Københavns nye multiarena

Chefer og ansatte i selskabet bag byggeriet af Royal Arena har bl.a. taget for sig af retterne på dyre restauranter. Nu skal Københavns overborgmester, Frank Jensen, levere en redegørelse. Pr-foto
Chefer og ansatte i selskabet bag byggeriet af Royal Arena har bl.a. taget for sig af retterne på dyre restauranter. Nu skal Københavns overborgmester, Frank Jensen, levere en redegørelse. Pr-foto

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), skal levere en forklaring i sagen om, at chefer og ansatte i selskabet bag Københavns nye multiarena, Royal Arena, på få år har brugt millioner af kroner på bl.a. rejser, restaurantbesøg, personale­pleje og repræsentation.

Sådan lyder det fra flere medlemmer af kommunens Økonomiudvalg.

Det er den konservative Jakob Næsager og Enhedslistens Rikke Lauritzen, der kræver overborgmesteren på banen efter Berlingskes afsløring af det omfattende forbrug på skatteborgernes regning.

- Jeg vil bede om at få både en skriftlig og mundtlig redegørelse fra overborgmesteren. Det her er helt ude af proportioner. Det minder mig om Farum-sagen, hvor man også i forbindelse med bygning af stadion og idrætshaller konterede rigtig mange store vinregninger og rejsebilag. Det er ikke en stil, jeg vil have i København, siger Jakob Næsager til Ekstra Bladet.

Rikke Lauritzen studser også over de høje beløb:

- Det lyder voldsomt, og det er ikke noget vi kender til i den kommunale verden. Efter Brixtofte-sagen passer man gevaldigt på, lyder det fra Rikke Lauritzen, der sidder i bestyrelsen for selskabet bag Royal Arena, men er indtrådt efter den periode, hvor de høje regninger er fra.

Julefrokost på Victor
Politikerne blandt andet fortørnet over, at 19 ansatte i selskabet bag arenaen under en julefrokost på Københavns fashionable Café Victor spiste og drak for over 42.000 kroner. På regningen var bl.a. 12 flasker Brunello-vin, syv magnumflasker champagne og 27 cocktails, skriver Berlingske.

- Hvis man vil have så meget vin og cocktails, må man betale selv, lyder det fra Jakob Næsager.

Københavns Kommune satte 325 millioner kroner til side til arena-projektet. To millioner er brugt på næsten royal behandling af ledelse og medarbejdere. Modelfoto: Arena CHPX Samfund Kongeklasse for skattekroner: Brugte millioner på champagne, rejser og luksusmiddage

Desuden viser bilag bl.a., at selskabets tidligere administrerende direktør, Claus Wiegand Larsen, ene mand var til arkitekturkonference i Singapore for over 30.000 kroner. Heraf blev næsten 5.000 kroner brugt i poolbaren og restauranten på det femstjernede hotel, hvor han boede under den to dage lange konference, skriver Berlingske.

Franks ansvar
Ifølge Jakob Næsager er det Frank Jensens overordnede ansvar at sikre, at den slags fråds ikke finder sted.

- Byggearbejdet hører under Økonomiforvaltningen. Alle de selskaber, kommunen er involveret i, er forankret i Økonomiforvaltningen, som hører under overborgmesteren. Overborgmesteren og hans forvaltning har en tilsynspligt, siger Jakob Næsager.

- Det er bilag af ældre dato (primært fra 2013, red.), og det er primært sket under en direktør, som er stoppet. Er det ikke en formildende omstændighed, at det er foregået under en tidligere ledelse?

- Det er dejligt, at det er stoppet. Men det er lidt ligesom at slå sig selv: Det er dejligt, når det stopper, men det er slemt nok, når det står på. Vi er nødt til at have afdækket, hvorfor Økonomiudvalget ikke har været orienteret om det her.

Uvildig undersøgelse
Hos Dansk Folkeparti mener man også, at forløbet skal kigges efter i sømmene. Men partiets medlem af Borgerrepræsentationen Finn Rudaizky mener, at en uvildig instans bør stå bag undersøgelsen.

- Frank Jensen er ansvarlig for det. Det ligger i hans regi, så hvis det skal undersøges, at skal det gøres af nogle uvildige, siger DF'eren.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Frank Jensen, der i øjeblikket befinder sig i Rom.

Over for Berlingske har overborgmesteren oplyst gennem sin presseafdeling, at kommunen nu vil undersøge, om regler er blevet brudt i sagen.

588 kommentarer
Vis kommentarer