Hvis du ved noget om sagen, kan du skrive fortroligt til Ekstra Bladets journalister på munk@eb.dk.
Dansk Folkeparti kræver en forklaring og konsekvenser i sagen om den tidligere borgmester i Fredericia Jacob Bjerregaards (S) køb af en grund foran næsen på et lokalt ægtepar.
Derfor har gruppeformand Peter Skaarup onsdag stillet spørgsmål til indenrigsminister Astrid Krag (S).
- Den adfærd, som Ekstra Bladet har afdækket fra Fredericias tidligere borgmester, hører til i en bananstat og ikke i et veludviklet demokrati som Danmark, siger Peter Skaarup.
Sagen lander på ministerens bord, efter Ekstra Bladet tirsdag kunne vise et telefonnotat, der viser 'magtmisbrug' fra eks-borgmesterens side ifølge en professor i offentlig forvaltning.
Notatet viser, at eks-borgmester Jacob Bjerregaard (S) pressede salgschefen i kommunen for at sikre sig en kommunal byggegrund tæt på Lillebælt. Det skete, længe før grunden kom til salg.
- Derfor vil jeg nu efter byrådsmedlem Susanne Eilersens henvendelse have social- og indenrigsminister Astrid Krag til at svare på, hvordan det har kunnet lade sig gøre, og hvilke konsekvenser det skal have for den tidligere socialdemokratiske borgmester, siger Peter Skaarup.
Notatet er lavet på baggrund af en samtale 11. december sidste år mellem den tidligere salgschef Jens Ole Andersen og chefen for Teknik og Miljø i Fredericia Kommune, René Olesen.
'Jens Ole (salgschefen, red.) oplyste, at borgmesteren og han havde mødtes ved byggemodningen, og borgmesteren havde givet Jens Ole besked på, at Lotte (Jacob Bjerregaards kone, red.) vil have grunden, så han skulle bare få det til at ske,' står der i notatet.
Afsløring: Skandale-borgmester pressede embedsmand i sag om grundkøb
Dansk Folkepartis Susanne Eilersen er 1. viceborgmester i Fredericia Kommune, og hun ser med stor alvor på sagen.
- Det er en alvorlig sag her i Fredericia, hvis det viser sig, at man har anvendt magt over for sine medarbejdere for at fremme personlige ting, siger hun.
- Jeg afventer ministerens svar, så det er godt, at sagen også bliver belyst af ministeren,
1. viceborgmesteren vil ikke gå nærmere ind i sagen, mens den undersøges, men hun mener ikke, at det 'ser pænt ud' med telefonnotatet.
- Umiddelbart som de ligger der råt for usødet, så ser det ud, som om man har givet nogle instrukser til sine medarbejdere, som er meget alvorlige, fortæller Susanne Eilersen.
Borgmester-forklaring skudt ned
Borgmesterens pres på en kommunal embedsmand - ifølge notatet - er i direkte modstrid med de svar, som Jacob Bjerregaard tidligere har givet til Ekstra Bladet.
Her har han forklaret, at det var hans overbevisning, at han ikke har fået særbehandling.
I telefonnotatet står der videre, at borgmesteren ifølge salgschefen var klar over, at der var andre, der kiggede på grunden.
Det har Jacob Bjerregaard også tidligere afvist over for Ekstra Bladet skulle være tilfældet.
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar til de nye oplysninger fra Jacob Bjerregaard.
Den tidligere salgschef Jens Ole Andersen blev indkaldt til et møde i kommunen fem dage efter telefonsamtalen. Her vil han have ført til referat, at han 'ikke er enig i udlægningen af samtalen'.
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Jens Ole Andersen.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Solgt ved mundtligt bud
Salgschefen solgte den kommunale byggegrund til borgmesteren, efter denne havde afgivet et mundtligt bud på grunden 15. marts 2016.
Dagen før - 14. marts 2016 - havde et lokalt ægtepar udvist stor interesse for samme grund og fået at vide, at der ikke var andre interesserede.
Men 15. marts 2016 modtog ægteparret til stor forundring en mail om, at grunden netop var blevet solgt.
Det har kommunen siden kaldt en fejl, da borgmesteren kun havde afgivet et mundtligt bud.
Ikke desto mindre var det den nu tidligere Fredericia-borgmester Jacob Bjerregaard (S), der endte med at få grunden.
Bekræfter over for chefjurist
Den tidligere salgschef fortæller også, at borgmesteren var klar over, at der var andre interesserede købere ifølge telefonnotatet lavet af chefen for Teknik- og Miljøforvaltningen.
'Jeg spurgte, om borgmesteren vidste, at der var andre, der også kiggede på grunden, og det bekræftede Jens Ole (salgschefen, red.), at borgmesteren vidste', står der i notatet fra 11. december forrige år.
Den tidligere salgschef bekræfter også over for Fredericia Kommunes chefjurist, Henrik Olsen, at han orienterede borgmesteren om interessen for den store grund med udsigt til Lillebælt.
Det fremgår af et nyt telefonnotat, som Ekstra Bladet også har fået aktindsigt i.
Advokatundersøgelse er i fuld gang
Fredericia Kommune har igangsat en omfattende advokatundersøgelse, der nu også får lov til at udspørge vidner.
Jacob Bjerregaard trak sig som borgmester, dagen inden Ekstra Bladet bragte den første historie om hans grundkøb.
I sidste uge blev kommunaldirektøren, Annemarie Zacho-Broe, fritaget for tjeneste og sendt hjem på baggrund af nye oplysninger.
Ankestyrelsen, der fører tilsyn med kommunerne, har bedt om en redegørelse fra Fredericia Kommune i sagen.
Hvis du ved noget om sagen, kan du skrive fortroligt til Ekstra Bladets journalister på munk@eb.dk.