Bliver du eller din partner også straffet for at tage corona-vagter, og er du klar til at stå frem ligesom Lars Hansen, så skriv til kbl@eb.dk.
Den økonomiske lussing til førtidspensionister, når partnere knokler under corona-pandemien, lander nu på beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards (S) bord.
Politisk ordfører Karsten Hønge fra SF kræver svar på, om ministeren synes, det er rimeligt, at familier med førtidspensionister kan ende med at betale 70 procent til staten, når de arbejder ekstra under corona.
- Der er at gøre grin med de her mennesker. Hvordan kan takken for ekstravagter være et spark i røven? Det er uværdigt, ydmygende og uforståeligt for mig, siger Karsten Hønge.
Førtidspensionen reguleres nemlig efter, hvor meget en ægtefælle tjener. Når man kommer over et vist beløb, modregnes 30 kr. i førtidspension for hver 100 kr., ægtefællen tjener ekstra.
Derfor ender familier, hvor en af parterne er førtidspensionist, med reelt at betale omkring 70 procent til staten, hvis de tager ekstra coronavagter. Til gengæld har statsminister Mette Frederiksen (S) sagt tak for indsatsen.
Ekstra Bladet har sat fokus på paradokset gennem førtidspensionisten Lars Hansen, hvis kone er sosu-hjælper på et plejehjem. Du kan se en video med Lars Hansen øverst i artiklen, og læse om ægteparrets situation her:
Corona-helte får med Mettes pisk: Straffes for at knokle
Og her kan du læse om intensiv-sygeplejersken Kirsten Gebauer, hvis mand er førtidspensionist.
Sygeplejerske: 'Mettes tak klinger hult’
I Region Hovedstaden fik sundhedspersonalet til jul tilsendt et honninghjerte som tak for indsatsen.
- Man siger tak og tilbyder honninghjerter til personalet med den ene hånd, og så giver man dem en økonomisk huskekage med den anden. Det udstiller, hvor håbløs gammeldags reglen er, og her i coronatiden er den helt grotesk, siger Karsten Hønge.
Socialistisk Folkeparti vil derfor sætte modregning af førtidspensionister på pause.
- Vi skal ført og fremmest stoppe modregning, mens vi har corona, og på længere sigt skal den helt afskaffes, forklarer den politiske ordfører.
- Vi må få regeringen med på det, og ellers må vi se, om vi kan finde et flertal udenom, som kan få det igennem med, lyder det.
Bliver du eller din partner også straffet for at tage corona-vagter, og er du klar til at stå frem ligesom Lars Hansen, så skriv til kbl@eb.dk.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.