Krise i det borgerlige Danmark: Det sker der i dag

Det er tredje dag i krisen mellem regeringen og Det Konservative Folkeparti

Hør, hvad Søren Pape havde at sige til pressen efter krisemødet, der blev afholdt onsdag eftermiddag.

Mens alt tilsyneladende åndede fred i ro i den politiske højrefløj herhjemme, eksploderede forholdet mellem de traditionelle politiske forbundsfæller Venstre og Konservative tirsdag aften, da den konservative formand Søren Pape Poulsen udtrykte mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Se også: Forhandlinger afgør Eva Kjers fremtid

Det førte siden til krisestemning blandt de borgerlige partier, da Lars Løkke Rasmussen som modsvar mellem linjerne begyndte at true med at udskrive valg, da han ikke var klar til at skille sig af med ministeren.

Siden har det politiske Danmark kunne følge med på sidelinjen, mens Søren Pape Poulsen på den ene side har fastholdt mistilliden til miljø- og fødevareministeren, mens ministeren med statsministerens opbakning ufortrødent har fortsat sit arbejde.

Se også: Engell: Løkke har fået den taktiske overhånd

Det er dog ikke faldet i god jord hos alle, at ministeren har fortsat sit arbejde, og således valgte Socialdemokraternes landbrugsordfører Simon Kollerup at afbryde et ministersamråd onsdag med den begrundelse, at der ikke var et flertal, der havde tillid til ministeren, og derfor gav det ikke mening at gennemføre et samråd med hende.

Mens Eva Kjer Hansens fremtid endnu er uafklaret, har de konservative fået en mindre indrømmelse, idet de blå partier onsdag aften indledte forhandlinger om en tillægsaftale til den landbrugspakke, som har dannet grundlag for kritikken mod Eva Kjer Hansen.

Se også: Carl Holst sender fuld opbakning til Eva Kjer Hansen

Efter planen bliver landbrugspakken torsdag stemt igennem ved tredjebehandlingen i Folketinget. Ifølge politisk kommentator Hans Engell har forhandlingerne om tillægsaftalen givet luft til Eva Kjer Hansen, så der nu er mulighed for, at hun kan overleve som minister, præcis som Lars Løkke Rasmussen ønsker det.

- Når man først har siddet og forhandlet ti punkter til en tillægsaftale, så kan man ikke som punkt 11 sidde og kræve, at ministeren skal fyres.

- Dermed har De Konservative ladet sig trække ind i en proces, som letter presset på Eva Kjer Hansen. Det er til gengæld havnet på Konservatives skuldre, lød det onsdag aften fra Hans Engell over for Ritzau.

Se også: DF giver K delvist ret i problemer med miljøtal

Forhandlingerne mellem de borgerlige partier ventes at vare nogle dage. Men selvom Lars Løkke prøver at redde sin minister, afviser Det Konservative Folkeparti fortsat at redde ministeren. De står fortsat fast på deres mistillid, og de mener derfor ikke, at Eva Kjer Hansen skal blive ved med at møde på arbejde i ministeriet - selvom det efter al sandsynlighed også sker torsdag.

Tredjebehandlingen af lovforslaget er tredje punkt på dagsordenen i dagens møde i Folketinget, som begynder klokken 10. De borgerlige partier ventes at mødes til forhandlinger om tillægsaftalen omkring en time efter vedtagelsen af landbrugspakken.

Lars Løkke stillede to muligheder op onsdag. Enten skulle han skille sig af med sin miljø- og fødevareminister, eller også skulle han udskrive valg. Han hældte ikke til nogle af mulighederne og indkaldte derfor til et krisemøde onsdag - se hvad han sagde efter mødet. 

185 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere