Kristian Jensen et år efter nedtur: Min arbejdsdag slutter klokken 14

For et år siden var Kristian Jensen indflydelsesrig næstformand i Venstre. I dag har han ikke arbejdsopgaver til at udfylde en almindelig arbejdsdag

Kristian Jensen savner den politiske indflydelse. Foto: Ole Hald, TV MIDTVEST/
Kristian Jensen savner den politiske indflydelse. Foto: Ole Hald, TV MIDTVEST/

I tyve år har Kristian Jensen haft tunge poster i Venstre: Gruppeformand, skatteminister, udenrigsminister, finansminister og næstformand og kronprins i partiet. Men ikke det seneste år. Da han måtte gå som næstformand, mistede han også næsten alle sine arbejdsopgaver.

- Det er svært at forklare andre, hvor stor en forskel det er at have haft det pres i Finansministeriet med 70-80 timer om ugen og så gå til at have en arbejdsdag, der er slut, uden stress, klokken to om eftermiddagen, siger han til TV MIDTVEST.

Mandag er det præcis ét år siden, Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen trak sig fra Venstres ledelse på et dramatisk hovedbestyrelsesmøde i Brejning ved Vejle. Baglandet havde fået nok af flere års magtkamp i toppen af partiet.

I dag er Kristian Jensen ordfører for fri- og efterskoler, bæredygtighed og verdensmål. Den nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, har fravalgt ham til de tunge og indflydelsesrige poster i folketingsgruppen.

- Jeg har vænnet mig fra at have dårlig samvittighed, når jeg går hjem fra Christiansborg klokken to om eftermiddagen, fordi så har jeg løst mine opgaver. Jeg kan ikke huske en eneste dag i ministerierne, at jeg har forladt ministeriet klokken to uden at have haft dårlig samvittighed. Det kan jeg gøre nu, fordi nu har jeg løst de opgaver, der ligger på bordet inden som politiker, fortæller han.

TV MIDTVEST har talt med den tidligere toppolitiker i anledning af etårsdagen for hovedbestyrelsesmødet i Brejning. Han savner indflydelsen, men siger at han prøver at få noget positivt ud af det. Blandt andet ved at have fået tid til at sidde i bestyrelsen for en efterskole i hans barndomslandsby Bøvling ved Lemvig.

- Jeg vil da hellere være med til at tage beslutningerne end sidde og se andre tage beslutningerne. Men jeg accepterer, at sådan blev det ikke, og så er jeg nødt til at få det bedste ud af det.

Kristian Jensen håber, at han kan gøre comeback på Christiansborg og arbejde sig ind på de centrale politiske poster igen.

- Man kan ikke leve i fortiden. Nogen gør, men man bør ikke. Jeg ved godt, at Brejning var skelsættende for mange, men jeg har ikke tænkt mig, at det er en slutsten. Jeg har ikke tænkt mig, at det er der, min politiske rejse skal ende. Jeg har tænkt mig, det skal være startstedet for noget nyt, og jeg vil stadigvæk være med til at påvirke Danmark og bringe mine ideer frem i debatterne og være med til at forandre og forstærke det Danmark, jeg holder af, siger han.

215 kommentarer
Vis kommentarer