Venstre-veteranen Preben Rudiengaard angriber nu Kristian Jensen for at være for kedelig til at være partiformand. Han foretrækker Søren Gade som ny førstemand, når tid kommer.
– Jeg har ikke noget imod Kristian som person. Jeg har bare noget imod, at han virker lidt forknyt og indpakket. Han er slet ikke sprudlende. Og så er han blevet systemets mand. Han er mere bogholder end politiker, siger Preben Rudiengaard.
– Og hvis vi skal have en ny formand, når Lars vælger at gå, så må jeg sige, at den tendens, jeg har set hos Kristian, den har jeg lidt svært ved. Så der må jeg sige, at hvis Søren vil kandidere, så bakker jeg op om Søren.
Udfaldet mod Kristian Jensen kommer efter sagen om statsbetalte lån til almene boliger.
Netop Kristian Jensen er en af arkitekterne bag regeringens forslag om, at staten fremover skal stå lånene til alment byggeri. Et forslag, som flere i Venstre - herunder gruppeformand Søren Gade - har rettet en hård kritik af.
Preben Rudiengaard lægger ikke skjul på, at han heller ikke bryder sig om forslaget.
Byrådskandidat
– Hvis staten skal til at finansiere sådan nogle lån, så minder det altså om det gamle Sovjet, siger parti-veteranen og efterlyser, at Venstre markerer sig langt mere liberalt i sagen.
Den 73-årige politiker er samtidig uenig i, at der nu bør være sommerferie i debatten i Venstre.
– Det her er jo ikke et kæft, trit og retning-parti. Der var otte-ti stykker, der var enige med Søren Gade. Og det er jeg også.
Rudiengaard, der tidligere har været formand for Folketingets sundhedsudvalg, er trods sin alder i dag kandidat til kommunalvalget i Esbjerg. For som han siger:
– Der skal nogen ind med noget livserfaring. Der er alt for mange konfirmander, der tror, de skal styre vores samfund.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra finansminister Kristian Jensen, der er på sommerferie.