Kritik af Forsvarsministeriet: Nye kampfly kan blive langt dyrere end forventet

Både Rigsrevisionen og statsrevisorne langer ud efter Forsvarsministeriet, da de mener, at ministeriet har været lige lovligt optimistiske i beregningerne angående anskaffelsen af Joint Strike Fighter

Se producentens egen reklamevideo for F-35 Joint Strike Fighter her. Video: Lockheed Martin

Anskaffelsen af nye kampfly til det danske flyvevåben kan blive langt dyrere end først forventet.

Det er konklusionen på en beretning, som Rigsrevisionen har udgivet, og som statsrevisorerne behandlede onsdag.

Regeringen fremlagde i forsommeren 2016 forsvarsministeriets beregninger, der viste, at anskaffelsen af 27 kampfly af typen F-35 Joint Strike Fighter over en 30-årig periode ville koste de danske skatteydere 66,1 milliarder kroner.

Heraf går 18,1 milliarder til selve fly-indkøbet, mens 44,9 milliarder kroner kommer til at gå til drift og vedligehold af flyene. Endelig er der 2,9 milliarder kroner til uforudsete udgifter.

Men de 2,9 milliarder kroner er ikke nødvendigvis nok, lyder det fra Rigsrevisionen, som kritiserer flere dele af Forsvarsministeriets beregninger for ikke at tage tilstrækkelig højde for en række usikkerheder.

Samtidig er Rigsrevisionen ikke overbevist om, at Flyvevåbnet kan klare sig med de 27 fly, som det sidste år blev besluttet at indkøbe.

Se også: Militæreksperter: Danmark køber for få fly

'Strukket til det yderste'
Enhedslistens forsvarsordfører Eva Flyvholm er ikke overrasket over Rigsrevisionens konklusioner.

- Det her viser netop det, som vi har frygtet lige fra begyndelsen, nemlig at der er blevet gjort alt, hvad man kunne for at få det her til at se ud som om at kampfly-indkøbet kunne hænge sammen, men det er så åbenlyst, at det ikke kan, siger hun.

Eva Flyvholm mener, at Forsvarsministeriet og regeringen har presset citronen til det yderste for at få et flertal til at bakke op om indkøbet af nye kampfly.

- Folk er kreative i den politiske branche, men jeg har aldrig nogensinde set et beslutningsgrundlag, hvor der er skruet på så mange knapper. Der er ikke noget, der ikke er strukket til det yderste for at få det til at se lidt bedre ud, end det i virkeligheden er, siger hun og tilføjer:

- Jeg tror desværre, at den grumme sandhed er, at det her bliver en endnu større milliard-regning til de danske skatteborgere end først forventet.

Forsvarsministeriet forventer, at IC4-producenten Finmeccanica skal stå for vedligeholdelsen, hvis Danmark køber F-35, som regeringen ønsker. (Foto: Polfoto og AP) Politik - 24. maj. 2016 - kl. 15:29 Forsvarsministeriet bekræfter: F-35 skal vedligeholdes af IC4-producent

En dansk F-16 (forrest i billedet) i luften over USA sammen med en F-35. Foto: Lockheed Martin
En dansk F-16 (forrest i billedet) i luften over USA sammen med en F-35. Foto: Lockheed Martin

Ikke flere fly
Heller ikke Rasmus Jarlov, der er formand for Forsvarsudvalget og forsvarsordfører for regeringspartiet Konservative, er overrasket over Rigsrevisionens kritik.

Men selvom Konservative tilbage i forsommeren 2016 slog på tromme for, at der skulle købes 43 fly, får Rigsrevisionens kritik ikke Konservative til at åbne forhandlingerne igen.

- Nej, aftalen er, som den er. Jeg ser ikke for mig, at der kommer flere kampfly, men Rigsrevisionen slår en streg under den kritik, som vi fremførte, da aftalen blev indgået, nemlig at vi ikke får lige så meget kapacitet som påstået. Det er så en politisk prioritering, men faktum er, at vi får færre flyvetimer i luften, end vi har i dag med vores F-16-fly. Det må vi så leve med, fordi der ikke er et flertal, der ønsker det anderledes, siger han.

Flyproducenten Boeing mener, at deres kampfly Super Hornet er fravalgt af den danske regering på et forkert grundlag. (Foto: AP) Dansk politik - 19. maj. 2016 - kl. 14:22 Flygigant raser: Løkkes valg af kampfly er fyldt med fejl

De konservative valgte at forlade forhandlingerne om kampfly-indkøbet og dermed forsvarsforligskredsen, fordi de ikke mente, at økonomien hang sammen.

- Det kritiserede vi også sidste år, og vi bliver nødt til at tale om, hvad det her kommer til at betyde for Flyvevåbnets økonomi. Det er vigtigt, at vi ikke er urealistiske, når vi laver politiske beslutninger, for så ender det med, at der kommer nogle kæmpe huller i Forsvaret, og at organisationen får nogle urimelige vilkår, så den ikke kan løse de opgaver, som vi beder den om, siger han.

Risikerer større skatteregning
- Men det kan vel også betyde, at Forsvaret ikke selv kan betale ekstraregningen, og at der dermed kommer en endnu større regning til skatteyderne?

- Ja, det kan godt risikere at ske. Der er fortsat mange usikkerheder omkring indkøbet, der blandt andet afhænger meget af dollarkursen, som indtil videre er gået i vores favør, sådan at flyene bliver billigere for os, men der er store usikkerheder, og det er klart, at det er vigtigt, at vi gør os klart, hvad tingene koster og ikke forsøger at bilde nogen ind, at det er billigere, end det er.

De konservative er siden trådt ind i forsvarsforligkredsen igen, efter partiet fik lovning på, at forsvaret ville få tilført flere penge.

Ifølge en rapport fra Forsvarsministeriets Udvalg for Dimensionering af Nyt Kampfly bliver Flyvevåbnet skåret med otte jagerpiloter efter indkøbet af nye kampfly. (Foto: Polfoto) Dansk politik - 13. maj. 2016 - kl. 08:39 Nye kampfly koster piloter jobbet

Her er Rigsrevisionens kritik

Rigsrevisionen mener blandt andet, at Forsvarsministeriets antagelse om, at der kan flyves 250 timer i hvert F-35-fly hvert år er lige lovlig optimistisk.

Eksempelvis regner vores broderland mod nord, Norge, med kun 168 timer, mens hollænderne regner med 210 timer.

Samtidig har det danske Forsvarsministerium regnet med en såkaldt synergi i forbindelse med internationale operationer. Det betyder, at ministeriet håber på, at når danske fly går på vingerne i internationale missioner, så kan nogle af de timer, som piloterne flyver samtidig skrives ind i bøgerne som træningstimer.

For at en pilot kan opretholde sin tilladelse til at flyve, skal han eller hun hvert år flyve et vist antal træningstimer.

Forsvarsministeriet regner med, at synergien mellem internationale operationer og træningstimer er 80 procent.

Set i historisk perspektiv har synergien under missionerne i Libyen i 2011 og i Irak i 2014-2015 blot været 12 til 22 procent.

'Dette vil kunne få væsentlig betydning for antallet af F-35 kampfly,' skriver Rigsrevisionen i sin rapport.

Nordmændene har i øvrigt slet ikke valgt at regne med synergi på grund af usikkerheden omkring, hvor meget der kan tælles med som træningstimer.

Støjgener og vedligeholdelse
Et andet kritikpunkt fra Rigsrevisionen går på, at Forsvarsministeriet ikke har regnet en stor nok økonomisk buffer ind i forbindelse med, hvor mange penge, der skal bruges på at afhjælpe de støjgener, der er fra F-35 i og med, at flyet larmer mere end de nuværende F-16.

Heller ikke de anslåede omkostninger til ekstern vedligehold af F-35-flyene er sikre nok, lyder det fra Rigsrevisionen.

I modsætning til de nuværende F-16-fly, hvor Flyvevåbnet står for al vedligeholdelse, kommer en stor del af F-35-vedligeholdelsen til at ske hos eksterne værksteder - eksempelvis i Italien.

'Vedrørende ekstern vedligeholdelse af F-35 kampflyene afhænger Forsvarsministeriets beregning af omkostningerne bl.a. af et endnu uafprøvet eksternt vedligeholdelseskoncept og af det endnu ikke færdigudviklede og forsinkede it-system ALIS. Der er en risiko forbundet med, at det eksterne vedligeholdelseskoncept og it-systemet ALIS fortsat er under udvikling, og at ALIS er forsinket, hvilket kan medføre en stigning i levetidsomkostningerne, eller at den forventede rådighedsgrad ikke opnås,' skriver Rigsrevisionen.

Statsrevisorerne behandlede onsdag Rigsrevisionens beretning og videregav den til Folketinget med en række bemærkninger. Blandt andet sender de Forsvarsministeriets regnedrenge på overarbejde.

'Statsrevisorerne finder derfor, at Forsvarsministeriet bør kvalificere Folketingets beslutningsgrundlag på en række områder, når ministeriet som forventet i november 2017 fremlægger et aktstykke for at få godkendt købet af 27 F-35 kampfly,' lyder det.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen