Kritik af ministers præste-valg: Har sammenlignet homoseksuelle og pædofile

Præst i spidsen for folketingsgudstjeneste har ifølge kritikere sammenlignet homoseksuelle og pædofile.

Kulturminister Mette Bock. Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix
Kulturminister Mette Bock. Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Det er dybt kontroversielt, at kirkeminister Mette Bock (LA) har bedt valgmenighedspræsten Morten Kvist om at prædike ved gudstjenesten i forbindelse med åbningen af Folketinget på tirsdag.

Sådan lyder det fra en række af de folketingsmedlemmer, der skal høre præstens prædiken fra kirkebænkene i Christiansborg Slotskirke. Det skriver DR Nyheder.

- De ting, præsten har givet udtryk for i forhold til homoseksuelle, tager jeg på det kraftigste afstand fra.

- Jeg synes ikke, de falder inden for rammen af en grundtolerance i vores demokrati, siger Flemming Møller Mortensen (S), der er medlem af Folketingets Kirkeudvalg.

Blandt kritikerne er gruppeformand Jacob Mark (SF), kirkeordfører Carolina Magdalene Maier (AL) og ordfører for kirke, religion og livssyn Pelle Dragsted (EL), hvis parti vil afskaffe gudstjenesten.

I modvind
Den 63-årige Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og Gjellerup og har i årevis været en aktiv samfundsdebattør - blandt andet som medlem af Etisk Råd og Islamkritisk Netværk.

Han har blandt andet argumenteret imod kirkelige vielser af homoseksuelle.

Tilbage i 2008 kom Morten Kvist for alvor i modvind, da han stillede sig kritisk over for, at to homoseksuelle par blev godkendt som plejefamilier for anbragte børn. I et interview med Politiken udtalte han, at der 'nemt kan gå rettighedsfundamentalisme i det'.

- For nu at stille det skarpt op: Hvad med de pædofile - har de også rettigheder? De pædofile har et stærkt behov for at være sammen med børn, skal de så have lov til det?

Føler sig misforstået
Her ti år senere fastholder Morten Kvist sit synspunkt om, at det er bedst for børn at vokse op med en mor og en far. Men han føler sig misforstået, for han synes modsat sine kritikere ikke, at han med sin udtalelse sammenlignede homoseksuelle med pædofile.

- Jeg sagde bare, at for enden af sådan en vej, hvor man opløser al normalitet, der rejser det spørgsmål sig også. Og det gjorde det også.

- Der har været masser af snak om pædofili siden - også fordi nogle pædofile er begyndt at sige, 'vi har også rettigheder', siger han til DR.

Mette Bock kan overhovedet ikke forstå kritikken fra oppositionspolitikerne.

- Jeg synes, det er en indsnævret, misforstået og fordomsfuld tilgang, hvis man mener, at vi skal krydsforhøre de præster, der skal prædike ved Folketingets åbningsgudstjeneste, siger hun og understreger, at Morten Kvist må have 'præcis de holdninger, han har':

- Vi lever også i et land, hvor vi skelner mellem religion og politik.

Valget har fuld opbakning fra to borgerlige kirkeordførere, nemlig Venstres Carl Holst og de konservatives Naser Khader.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen