Kryptisk Støjberg om V-toppost: Jeg ville have viljen

Udlændinge- og integrationsministeren holder liv i formandskampen - udtalelsen vækker opsigt

I Venstre består det såkaldte formandskab af formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen.

Og skal partiet forblive tro mod traditionerne, så betyder det, at finansministeren kan kalde sig formand, den dag Lars Løkke ikke længere står i spidsen for partiet.

Men der findes en ubekendt i den ligning - hun hedder Inger Støjberg.

I et interview med Altinget vil hun nemlig ikke udelukke, at hun kan finde på at gå efter topposten i Venstre, den dag den måtte blive ledig.

- Har du så afgjort, om du er kandidat til formandsposten næste gang? spørger intervieweren udlændinge- og integrationsministeren.

- Man skal både have evnen, lysten og viljen. Jeg ved ikke, om jeg har evnen og lysten. Men jeg ved, at hvis det kom dertil, så ville jeg have viljen, lyder hendes svar.

River sig i håret
Det kryptiske svar høster mandag hævede øjenbryn på Christiansborg, hvor man både i og uden for Venstre regner det for givet, at finansministeren overtager tøjlerne, den dag Lars Løkke ikke sidder på posten længere.

- Hun er i gang med at optimere sit stemmetal i det vestjyske. Men jeg ville rive mig i håret, hvis jeg var Løkke, lyder vurderingen fra en borgerlig topkilde.

Også i Venstre-toppen tolkes Inger Støjbergs svar som en umiskendelig afvigelse fra manuskriptet.

- Hun kan bare ikke få over sine læber, at Kristian Jensen bliver den næste formand, siger en kilde i partiet.

Viljen er blomstret
Inger Støjberg ønsker ikke at uddybe sin kommentar over for Ekstra Bladet, men fra hendes lejr nedtones udtalelsen. Der henvises til, at hun i et interview fra 2016 med Skive Folkeblad udtalte sig i lignende vendinger.

Dengang nævnte hun dog ikke specifikt, som hun altså gør i dag, at hun har 'viljen' til at blive formand for Venstre.

- Der er tre egenskaber, der skal kendetegne en statsminister. Det er lysten, evnen og viljen. Jeg ved ikke, om jeg har det. Det har jeg ikke gjort op. Nu må vi se. Det er ikke nu, lød det fra Inger Støjberg over for avisen fra byen, hvori hun er folketingskandidat.

Over for Altinget understreger Inger Støjberg, at hun ikke har andet i hovedet end at kæmpe for, at Lars Løkke Rasmussen vinder næste valg og forsætter som statsminister og partiformand.

- Mig bekendt er Venstres vedtægter sådan, at det er landsmødet, der vælger den nye formand. Jeg har ikke spekuleret over, om man skal ændre på det, for det er en helt uaktuel diskussion. Jeg arbejder hårdt på, at vi vinder, og at Lars Løkke fortsætter lang tid endnu, siger hun.

Hun tævede Jensen
Ved det kommende folketingsvalg har Inger Støjberg besluttet at forblive kandidat i Vestjyllands Storkreds, selvom hun havde muligheden for at overtage Søren Gades mandat i Nordjylland.

Dermed kan de vestjyske vælgere igen ved det kommende valg sætte kryds ved enten Kristian Jensen eller Inger Støjberg.

I 2015 fik Inger Støjberg 16.356 stemmer, mens Kristian Jensen blev henvist til andenpladsen i det interne Venstre-regnskab med 14.028 stemmer.

679 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere