Kun to indvandrere i Løkkes fremtidspaneler

Der er ikke mange udlændinge blandt dem, der skal undersøge fremtidens arbejdsmarked

Arkivfoto: AP
Arkivfoto: AP

En polskfødt topdirektør og en tysk økonomiprofessor. 

Kun to ud af 85 medlemmer i de råd og paneler, der undersøger fremtidens arbejdsmarked, har en anden baggrund end dansk.

Det viser en stor kortlægning, som Avisen.dk har foretaget

Ikke mindre end fem særligt udvalgte råd og paneler arbejder i foråret med at ruste Danmark til fremtidens udfordringer.

Disruption Rådet, Digitalt Vækstpanel og Iværksætter-Panelet skal blandt andet komme med bud på, hvordan Danmark imødekommer den fjerde industrielle revolution og en øget digitalisering.

Og så skal 'Tre Udfordrings-paneler' skabe sammenhæng i den offentlige sektor og en Ledelseskommission skabe bedre offentlige ledere.

Ud af de i alt 85 medlemmer er det kun Netcompanys succesfulde stifter og direktør André Rogashewski, der ifølge Berlingske Business kom til Danmark fra Polen som 3-årig og den tyske økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, Philipp Schöder, der kan betegnes som indvandrere.

I disse dage mødes de to for første gang med resten af medlemmerne af regeringens Disruptionråd - Partnerskabet for Danmarks fremtid.

Yasar Cakmak, Formand for Rådet for Etniske Minoriteter og skoleleder på Glostrup Skole ærgrer sig over den manglende mangfoldighed i regeringens råd og paneler.

Han mener ikke, at en formel repræsentation af en bestemt etnisk, religiøs eller kulturel gruppe bør være en kvalifikation i sig selv.

- Men det er slående, at man fra regeringens side ikke gør sig en lille smule mere umage med at finde frem til egnede kandidater, der både har de faglige kvalifikationer på plads og tilfældigvis også opfylder en af de ovenstående kriterier, og dermed er med til at sikre bredere repræsentation og perspektiv, siger han til Avisen.dk og uddyber:

- Hvis en af begrundelserne er, at man ikke har kunnet finde frem til egnede kandidater, der kan opfylde begge kriterier, så har både Danmark som nation samt folk med muslimsk/mellemøstlig baggrund et alvorligt problem, lyder det fra formanden.

Også tidligere folketingspolitiker for SF og nu debattør og foredragsholder Özlem Cekic kritiserer regeringens måde at vælge medlemmer på.

- Jeg er skuffet over, at folk med anden etnisk baggrund stadigvæk ikke kan deltage i de vigtige råd og paneler om Danmarks fremtid. For mig svarer det til et ligestillingsråd uden en kvinde. Og det er et kæmpe problem, at man bliver ved med at ‘tale om og ikke med os’, siger hun til Avisen.dk.

Da Disruptionsrådet blev nedsat vakte det også vrede, at 400.000 akademikere ikke fik en repræsentant, mens der blev plads til komikeren Hella Joof. Læs meget mere om det her.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) vil kun forholde sig til sammensætningen af det Disruptionråd, hvis arbejde hans ministerium i dag har sat i gang.

- Regeringen har prioriteret at få plads i rådet til både arbejdsmarkedets parter, virksomheder og eksperter. De repræsenterer samlet set et bredt udsnit af befolkningen, og jeg ser også meget gerne, at andre løbende deltager i debatten.

- Derfor vil Disruptionrådet også komme rundt i landet i forbindelse med sit arbejde, og jeg ser frem til at drøfte de mange forslag til, hvordan vi bedst muligt griber de mange nye, teknologiske muligheder, skriver han i en mail til Avisen.dk.

Han understreger, at det er glædeligt og fuldt forståeligt, at rigtig mange har ønsket at være med i Disruptionrådet, da det både er et spændende og vigtigt arbejde om Danmarks fremtid, der nu sættes i gang.

Sophie Løhde varsler et kæmpe opgør med regler, hvor intet er helligt i hendes råd. Læs meget mere om det her.

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere