Psykisk terror, seksuelle krænkelser og overgreb.
Tidligere sangere i DR Pigekoret har været ofre for en syg kultur, som har stået på i årtier.
Det kan Ekstra Bladet beskrive efter at have talt med en række forhenværende medlemmer af koret. Fire af dem står nu frem og fortæller om deres voldsomme oplevelser fra tiden i koret.
Deres beskrivelser af den syge kultur bliver desuden bakket op af to andre tidligere kormedlemmer, som ønsker at være anonyme.
De uhyggelige beretninger om tiden i DR’s legendariske kor kommer, efter at Politiken har afdækket, hvad der bl.a. bliver beskrevet som et ’mega-seksualiseret miljø’ under korets chefdirigent fra 2001 til 2010, Michael Bojesen.
De kvinder, som i dag står frem i Ekstra Bladet, var medlemmer af pigekoret under chefdirigenten, som Bojesen afløste: Den legendariske og nu afdøde Tage Mortensen, som var leder af koret i 35 år.
- Det var et rædselsregime. Det var psykisk vold, mobning og 'det at blive gjort usynlig', lyder det eksempelvis fra det tidligere kormedlem Kirsten Nybye.
45 år
DR's tidligere generaldirektør Christian S. Nissen har oplyst til Politiken, at Tage Mortensens afgang som dirigent reelt bundede i en fyring efter flere klager fra pigekorsangernes forældre. Det skete i 2000.
Men beskrivelserne af dirigentens uhyggelige regime kan dateres helt tilbage til midten af 1960’erne. Dermed tegner der sig et samlet billede af en uhyggelig kultur i omkring 45 år under korets højtprofilerede dirigenter.
Råbte op
Flere af kvinderne, som nu fortæller deres historie, har ligeledes delt deres oplevelser i forbindelse med en advokatundersøgelse, som DR igangsatte tidligere på året om krænkelserne i DR Pigekoret.
Over for Ekstra Bladet giver flere af de tidligere kormedlemmer imidlertid udtryk for, at de lang tid forinden forsøgte at råbe DR op om det massive svigt, de var udsat for. Men forgæves.
DR lyttede ikke til deres nødråb, lyder kritikken.
- Der var en masse voksne mennesker omkring koret, som lukkede deres øjne og deres munde for, hvad der foregik. Der er et stort svigt - det vil jeg sige, fortæller tidligere kormedlem Susanne Elmark.