LA-boss om fortid som fodbold-bølle: En småkikset drengerøv

Formanden for Liberal Alliance har tidligere været involveret i to voldsepisoder. Nu uddyber han, hvad der skete.

Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh har i sine helt unge dage være involveret i to voldsepisoder. FOTO: Ritzau Scanpix/Finn Frandsen
Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh har i sine helt unge dage være involveret i to voldsepisoder. FOTO: Ritzau Scanpix/Finn Frandsen

Liberal Alliances nye politiske leder Alex Vanopslagh har en fortid, der ligger meget fjernt fra det nuværende image med tilbagestrøget mørkt hår og jakkesæt.

Ekstra Bladet kunne i dag afsløre, at LA's leder i sin ungdom var hardcore FC Midtjylland fan og to gange var involveret i voldsepisoder, hvoraf den ene medførte en karantæne fra stadion i Herning og en bøde fra politiet.

LÆS HELE AFSLØRINGEN HER:

En ung Alex Vanopslagh poserer foran et tørklæde for ultras-fraktionen. Privatfoto Tæt på Afsløring: LA-bossens vilde ungdom - deltog i fodboldvold

Alex Vanopslagh er nu gået på facebook for at uddybe fortiden:

- Velkommen på forsiden! … Siger Ekstra Bladet til mig i dag. Og det gør de fordi, at jeg på et tidspunkt for små ti år siden fik karantæne fra fodboldkampe, efter en af mine gode venner var ved at få nogle på tuden udenfor stadion – og så tænkte jeg, at jeg ville være en god kammerat og hjælpe ham ud af en træls situation. Det gav mig en karantæne efterfølgende.

- Det har jeg fortalt ret åbent og ærligt om til Ekstra Bladet – jeg kan ikke skjule, at jeg som teenager ikke levede et liv efter, at jeg 10 år senere skulle være politisk leder af LA, siger han og fortsætter:

- Jeg har sådan set fin respekt for Ekstra Bladet – der er brug for sensationsprægede medier som graver ”smuds” frem om folkevalgte politikere. Også selvom det sker med dramatiserede vinkler – man kan jo få det indtryk, at jeg var en rigtig bølle og slagsbror som tog til fodbold for at skabe ballade.

- Nuvel, følelserne sad uden på tøjet, når jeg var til fodbold – men det var nu mest i forhold til det der skete på banen. I artiklen indgår kilder fra Hernings Politi, der slår fast, at jeg ikke hørte til blandt de voldsparate fans, men var blandt dem, der gik op i at skabe en god stemning på stadion og bakke op om holdet. Og det gjorde jeg på en passioneret måde.

- Og jeg var helt sikkert også lidt rapkæftet og smart i attituden til tider. Som mange andre unge var jeg nok lidt en rodløs dreng, der ikke hvilede i sig selv – og derfor søgte efter både identitet og fællesskab. Det fandt jeg i fodbolden og fankulturen i mine teenageår. Det tog sig sikkert ikke altid lige charmerende ud.

La-lederens opslag på facebook.
La-lederens opslag på facebook.

Alex Vanopslagh understreger også, at tiden som hardcore-fan er fortid: 

- Siden hen fik jeg nok nogle lidt mere sunde interesser (ikke at det er usundt at se fodboldkampe på stadion) – og sådan er der heldigvis meget, der ændrer sig på ti år. Når jeg ser tilbage på mit liv, er der nogle ting, jeg er mere stolte af end andre. Det siger sig selv.

- Jeg er gået fra at være lidt en bøvet, småkikset drengerøv med hang til smådårligt selskab og til tider ukloge beslutninger til at være et andet det sted i dag, hvor jeg i al ydmyghed synes, at jeg har lidt mere fod under tilværelsen.

- Jeg ved ikke, hvad jeg egentlig ville have tænkt, hvis jeg dengang viste, at den situation, jeg stod i, ville ende op på forsiden af Ekstra Bladet. Men det har også været en del af vejen til at stå, hvor jeg står nu, og den står jeg ved.

364 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere