LA jubler: Erhvervsmand skifter fra Venstre

Erhvervsmanden bliver Liberal Alliances første byrådsmedlem i Roskilde

Lars-Christian Brask har ikke lagt folketingsdrømmen på hylden. Foto: Ritzau Scanpix.
Lars-Christian Brask har ikke lagt folketingsdrømmen på hylden. Foto: Ritzau Scanpix.

Der er godt gang i Liberal Alliances svingdør for tiden.

Med få dages mellemrum forlod Christina Egelund og Simon Emil Ammitzbøll-Bille partiet, men nu svinger døren den anden vej.

Roskilde Kommunes 2. viceborgmester Lars-Christian Brask forlader Venstre til fordel for LA.

Det skriver partiet på Facebook.

'Vi er meget glade for, at Lars-Christian Brask har valgt os til og viser os den tillid, at han har lyst til at melde sig ind i partiet', udtaler formand for Liberal Alliance Alex Vanopslagh.

Erhvervsmanden Lars-Christian Brask bliver Liberal Alliances første byrådsmedlem i Roskilde.

'Vi er glade for, at han nu sørger for, at Liberal Alliance også er repræsenteret i Roskilde Byråd, og dermed kan påvirke Roskildes politik i en mere liberal retning', tilføjer Vanopslagh.

Ved det seneste valg var Lars-Christian Brask ifølge Sjællandske omkring 1000 stemmer fra at komme i Folketinget for Venstre.

Men Brask har ikke lagt folketingsdrømmen på hylden.

På Facebook fortæller han, at han vil stille op til Folketinget for Liberal Alliance ved næste valg.

'Jeg har været rigtig glad for min tid i Venstre, men jeg ser mig selv og min politiske fremtid i det revitaliserede Liberal Alliance med Alex Vanopslagh i spidsen'.

'Det er min ambition, at jeg også vil stille op til Folketinget for Liberal Alliance ved næste valg, ligesom jeg selvfølgelig også stiller op til Kommunalvalget i 2021. Indtil da holder jeg som ene mand skansen for Liberal Alliance i Roskilde byråd', udtaler Lars-Christian Brask på Facebook.

30 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere