LA og EL revser politiet for at gemme nummerplade-data

Jo mere data, der indsamles om de enkelte danskere, des større er risikoen ved hackerangreb, siger LA

Rigspolitiet skal ikke gemme unødvendig data om vores liv og færden.

Det slår både Enhedslisten og Liberal Alliance fast, efter at Information har kunnet fortælle, at Rigspolitiet gemmer oplysninger fra nummerpladeskannere i en måned.

- Jo større datamængde, der ophobes, jo mere sårbare er vi i forhold til hackerangreb, siger Liberal Alliances retsordfører, Christina Egelund.

- Men det er en balancegang, for når man indsamler data, kan det i nogle tilfælde være nødvendigt at indsamle bredt. Men politiet skal ikke i lang tid beholde data om almindelige borgere, som ikke har gjort andet end at køre en tur i deres bil, siger hun.

Søren Egge Rasmussen, Enhedslistens fungerende ordfører, kalder det skandaløst, at politiet bruger nummerpladeskannere til at udføre det, han kalder "masseovervågning".

- Vi skal ikke have et overvågningssamfund, hvor politiet ved, at vi har været ved badestranden i forgårs. Det skal redskabet ikke bruges til. Det er helt urimeligt, at politiet skal gemme den data, siger han.

Ifølge lovgivningen bør oplysningerne fra nummerpladeskannerne kun kunne gemmes i 24 timer, hvis bilen ikke for eksempel mangler forsikring, syn, er efterlyst internationalt eller stjålet.

I praksis gemmes oplysningerne i 30 dage, bekræfter Rigspolitiet over for Information.

Det gælder også, selv om bilisterne ikke er mistænkt for nogen lovovertrædelser.

Datatilsynet slog i 2015 fast, at en opbevaring af oplysningerne i 30 dage "kun under visse omstændigheder vil kunne ske inden for rammerne af persondataloven".

Eksperter vurderer derfor i Information, at det kan være på kant med loven, at dataene bliver gemt i 30 dage.

14 kommentarer
Vis kommentarer