Liberal Alliance stoler på, at Socialdemokratiet holder ord om at dele borgmesterposten i Slagelse.
Sådan lyder meldingen fra landsformand Leif Mikkelsen (LA), efter at socialdemokraten John Dyrby Paulsen har udtalt, at han planlægger at sidde hele perioden ud som borgmester.
- En aftale er en aftale, og sådan ligger det. Det afgøres om to år og ikke nu, så det har jeg ikke nogen kommentarer til, siger Leif Mikkelsen.
- Hvad siger du så til, at Dyrby Paulsen planlægger at sidde i fire år?
- Det er sikkert noget, som han gerne vil have, men jeg går ud fra, at en aftale er en aftale, fortæller han.
For bare en måned siden var aftalen ellers klar efter ti dages intense forhandlinger. Socialdemokratiet og Liberal Alliance skulle dele borgmesterposten på Vestsjælland, hvis LA havde lyst efter de første to år.
I praksis er der stort set ingen mulighed for at afsætte en borgmester mellem valgene, når han først har fået opbakning på det konstituerende byrådsmøde.
Det er dermed helt op til John Dyrby Paulsen selv, om han har tænkt sig at trække sig, hvis LA's Villum Christensen kræver det og ellers kan samle et flertal bag sig.
Aftalen står dog stadig ved magt ifølge LA's Villum Christensen, som dermed kan blive borgmester om to år ifølge ham selv.
- Jeg har en klar aftale med John, om at jeg kan blive borgmester om to år, hvis jeg gerne vil, siger Villum Christensen, byrådsmedlem i Slagelse og kommunalordfører på Christiansborg.
- Jeg har lige været til møde med John, hvor vi snakkede om de her ting, og der er intet nyt under solen. Jeg ville også selv sige, at jeg planlagde efter fire år, fortæller han.
Engell: Fupnummer
Villum Christensen har dog udtalt til Altinget, at 'der kan ske så meget' på to år.
- Jeg har jo også nogle andre job, siger Villum Christensen til Altinget.
Den melding får Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell, til at tale med store bogstaver.
- Udtalelserne bekræfter, at det var et stort fupnummer, som vælgerne blev præsenteret for, siger Hans Engell.
- Når man læste aftalen grundigt, så var det allerede dengang en stor gang plattenslageri, fordi de ikke tog de andre partier i ed om at dele borgmesterposten og pege på Villum Christensen, forklarer han.
Den udlægning afviser Villum Christensen fuldstændigt.
- Kommentatorerne aner jo intet om, hvad John og jeg har aftalt, og vi har et fint forhold, forklarer han.
- Du siger, at du har andre job og man må se. Regner du med at bede om borgmesterposten om to år?
- Det tager jeg stilling til to til tre måneder før. Hvis jeg var helt sikker, så havde jeg jo bare skrevet det ind i aftalen. Der er intet nu, der tyder på det ene eller andet, fortæller han.
- Dyrby kan jo rent juridisk se bort fra dit krav. Hvad tænker du om det?
- Det har vi vidst hele tiden, men der står i aftalen, at han skal stemme for det. Der er reelt borgerligt flertal i Slagelse Kommune, og han har kun den borgmesterpost, fordi jeg har rakt hånden ud. Så selvfølgelig holder han den aftale, lyder det fra LA'eren.
Kaos og katastrofevalg
Spillet omkring borgmesterposten i Slagelse var låst i grundstødte forhandlinger i over en uge efter valget.
LA’s Villum Christensen førte både sig selv og sit parti til et katastrofevalg 21. november. Partiet fik halveret stemmetallet - og vandt kun et mandat takket være valgforbundet med Nye Borgerlige, som heller ikke kom ind.
Samtidig faldt Villum Christensen eget personlige stemmetal faldt fra 968 stemmer i 2013 til blot 390 stemmer i år.
Liberal Alliances mulige borgmester om to år er altså bestemt ikke nogen populær herre hos vælgerne i Slagelse.
Vild løsning på bitter strid: Nu deler de borgmesterposten
Sådan løste de borgmesterballade: Rødvins-forlig