LA taget i ulve-fup: Samuelsen advaret af DR-vært

Liberal Alliances ledelse var informeret om, at partiets tidligere folketingskandidat er rodet ind i sagen om den ulv, der blev skudt og dræbt i Vestjylland

Nu tidligere folketingskandidat for LA Steffen Troldtoft filmede ulven fra sin traktor, inden dyret blev senere blev skudt

Det var 'helt nye oplysninger' for Liberal Alliances top, at Steffen Troldtoft, deres nu tidligere folketingskandidat i Herning, var godt og grundigt rodet ind i det ulvedrab, der fandt sted i Vestjylland i april.

Det måtte man forstå på partiets politiske ordfører, Christina Egelund, da hun blev interviewet på DR i søndags.

Men det viser sig nu at være forkert. Faktisk kendte partileder Anders Samuelsen udmærket til, at en af hans egne partifæller var endog særdeles vidende om skuddrabet på ulven.

TV-vært Sebastian Klein bekræfter nemlig over for Ekstra Bladet, at han 23. april - altså en uge inden interviewet og en uge efter ulvedrabet - informerede både Anders Samuelsen og miljøordfører Carsten Bach om kandidatens rolle i sagen.

'Helt nye oplysninger'
Ikke desto mindre afviste Christina Egelund altså under interviewet, at partiet kendte til Steffen Troldtofts rolle i sagen.

- De klip, vi har set her i aften, og omstændighederne omkring den her episode, hvor det er foregået, er helt nye oplysninger for mig, så det vidste jeg simpelthen ikke.

- Jeg kan i hvert fald sige så meget som, at det er helt nye oplysninger for os og for mig, lød det fra den politiske ordfører, selvom hendes partileder altså var blevet informeret adskillige dage i forvejen af Sebastian Klein, der er kendt fra en række dyreprogrammer for børn og unge på DR's kanaler.

Klein er en ivrig deltager i ulvedebatten og mener, at frygten for rovdyret er overdrevet. På den baggrund har han engageret sig i sagen om ulvedrabet.

Nægter sig skyldig
Sagen om den dræbte ulv, der 16. april blev skudt på en mark tæt på Ulfborg i Vestjylland, har skabt stor debat i hele landet. Det er den første ulv, der er blevet skudt i Danmark, og historien har også trukket overskrifter i flere medier i udlandet.

På grund af et europæisk habitats-direktiv er ulven et fredet dyr i hele Europa, og det er derfor ulovligt at slå dem ihjel.

Den sigtede i sagen er en 66-årig mand, der er et nært familiemedlem til den nu tidligere folketingskandidat Steffen Troldtoft. Drabet foregik på Troldtofts mark, og han har erkendt, at han var til stede, da det skete, men nægter, at han skulle være yderligere involveret.

Han valgte på grund af sit kendskab til sagen og de voldsomme reaktioner, han er blevet mødt med, at trække sig som folketingskandidat for Liberal Alliance 30. april.

Midt- og Vestjyllands Politi har foretaget en indledende afhøring af den sigtede, men manden nægter sig skyldig og har ikke ønsket at udtale sig yderligere til politiet.

Episoden, hvor ulven bliver skudt, blev søndag aften offentliggjort i en video bragt af DR.

Ulvedræberne

Det er Liberal Alliances officielle politik, at det skal være tilladt at skyde en ulv, hvis den befinder sig 50 meter fra en indhegning med dyr, inden for 200 meter af bygninger og inden for 300 meter af beboelse. Det foreslog partiet allerede tilbage i juni 2017.

Det er partiets miljøordfører, Carsten Bach, der er bannerfører for de nye regler på ulveområdet. I et læserbrev bragt i Ringkøbing Skjern Dagbladet skriver han i overskriften:

'Ikke mere pladdersnak om den fri natur: Vi skal kunne skyde de ulve, der truer os'

Miljøordføreren tager i læserbrevet afstand til selvtægt, hvad angår den ulv, der blev dræbt nær Ulfborg, men han mener, at sagen kunne været undgået, 'hvis man fra politisk hold havde sørget for at fastsætte konkrete retningslinjer og lovgivning på området'.

Brug for firkantede regler
Da partiet første gang foreslog fornyede regler på ulveområdet, blev Carsten Bach bakket op af den nu tidligere folketingskandidat Steffen Troldtoft.

- Der er brug for firkantede og letforståelige retningslinjer for, hvornår man må skyde en ulv. Det nytter ikke, at Naturstyrelsen skal ind over, før man kan skride til handling, sagde Carsten Bach dengang til Landbrugsavisen.

Carsten Bach og Steffen Troldtoft uddybede, at de klare regler også ville komme ulvene til gavn, da et 'uklart regelsæt' risikerer at ende i selvtægt.

Splittelse på Borgen
Ulvedebatten har ikke kun været 'talk of the town' i den danske befolkning. På Christiansborg har partierne også diskuteret, hvad det er for nogle regler, der skal være på området.

Venstre mener, at antallet af ulve bør begrænses i Danmark. Hvilket vil sige, at den skal kunne skydes af professionelle. Dansk Folkepartis Sørens Espersen har også langet kraftigt ud efter ulven og er mildt sagt ikke fan af det fredede dyr.

Socialdemokraterne har foreslået, at ulvene skal hegnes ind. Partier som Alternativet og Enhedslisten er derimod begejstrede ulvetilhængere og mener, at det er en del af den frie natur.

Christina Egelund og Anders Samuelsen på Christiansborg. Foto: Cecilie Smetana
Christina Egelund og Anders Samuelsen på Christiansborg. Foto: Cecilie Smetana
 

Egelund: Det var rygter

Christina Egelund erkender, at hun og Liberal Alliances ledelse kendte til folketingskandidatens involvering i sagen.

Men hun afskrev oplysningerne som 'rygter'.

- Sebastian Klein bekræfter ellers, at han har kontaktet både Anders Samuelsen og Carsten Bach og informeret om den her involvering. Så jeg vil bare høre, hvorfor du siger noget helt anderledes til DR?

- Det er ikke helt anderledes. Sådan som jeg forstår det, har Sebastian Klein sendt beskeder til flere i Liberal Alliances folketingsgruppe. Men jeg kan også forstå, at der i de beskeder ikke var noget substantielt nyt i forhold til de rygter, der løber om sagen, siger Christina Egelund.

- Men du siger 'de klip, som vi har set her i aften, og omstændighederne omkring den her episode, hvor det er foregået, er helt nye oplysninger'?

- Og der henviser jeg til de omstændigheder, som klippet viser.

- Det lyder på dig, når du sidder i 21 Søndag, som om Liberal Alliance intet vidste om, at Steffen Troldtoft er involveret i ulvesagen?

- Vi er jo nødt til at forholde os til det konkrete, vi kan ikke forholde os til rygter. Det nye, jeg blev præsenteret for, er, at det skulle være foregået på hans mark.

- Men jeres parti bliver bekendt med, at jeres folketingskandidat er rodet ind i det her ulvedrab, men du sidder alligevel på tv, og siger, at det 'helt nye oplysninger' for jer?

- Altså bekendt med ... Vi har jo hørt en masse rygter, og det siger jeg også til dig nu. Der er meget stor forskel på rygter og viden.

- Kan en oplysning ikke være et rygte?

- Et rygte kan være rigtigt eller forkert.

- Det lyder bare på dig, som om I intet har hørt om det her?

- Når jeg udtaler mig, forholder jeg mig til det klip, jeg ser i Danmarks Radio.

- Men journalisten spørger dig, hvorfor i alverden I som parti ikke har været ude og fortælle, hvad der er foregået med jeres folketingskandidat?

- Det er, fordi vores kandidat har fortalt os, at han ikke har noget med sagen at gøre, siger Christina Egelund.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Liberal Alliances miljøordfører, Carsten Bach, der henviser til partiets politiske ordfører, Christina Egelund. Partileder Anders Samuelsen er ude at rejse og meddeler igennem sin særlige rådgiver, at han ikke har mulighed for at kommentere sagen. Sebastian Klein har intet yderligere at tilføje i sagen ud over bekræftelsen.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

278 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere