LA vil tvinge regeringen i mindretal i sag om statsborgerskab

Liberal Alliance vil sikre, at personer, der uden forbehold har fået besked om, at de står til statsborgerskab, stadig får det

Liberal Alliance går imod Inger Støjbergs forslag om genbehandling af 2750 stastborgerskabssager og tvinger dermed regeringen i mindretal. (Foto: Anthon Unger)
Liberal Alliance går imod Inger Støjbergs forslag om genbehandling af 2750 stastborgerskabssager og tvinger dermed regeringen i mindretal. (Foto: Anthon Unger)

ER DU, ELLER KENDER DU NOGEN, DER ER BLEVET STILLET DANSK STATSBORGERSKAB I UDSIGT, SÅ KONTAKT 1224@EB.DK ELLER SMS 1224 (alm. takst)

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil ifølge Politiken have 2750 sager om statsborgerskab genbehandlet i Folketingets Indfødsretsudvalg.

Men det er politisk utroværdigt først at fortælle mennesker, at de står til at få dansk statsborgerskab for efterfølgende at trække det tilbage, lyder det fra Liberal Alliances indfødsretsordfører Leif Mikkelsen.

- Der er nogle mennesker, der har fået et brev uden forbehold fra Justitsministeriet om, at deres sag var behandlet, og at de stod til at få statsborgerskab. Uanset om vi var enige i den enkelte sag eller ej, mener vi, at det er politisk utroværdigt at trække sådan en beslutning tilbage, siger Leif Mikkelsen til Ekstra Bladet.

Se også: Støjberg vil genbehandle 2750 statsborgerskabssager

Politisk troværdighed
Derfor vil Liberal Alliance bruge sin stemme til at sikre, at de personer, der uden forbehold har fået besked om, at de stod til statsborgerskab, stadig får det.

- Politisk troværdighed er det afgørende for mig. Og derfor bliver vi presset til nu, eventuelt med en del af Folketinget, som vi normalt ikke stemmer sammen med, at sikre, at de her mennesker får deres statsborgerskab, siger Leif Mikkelsen.

Indtil nu har det kun været omkring 255 ansøgere, der skulle have genbehandlet deres sag. Nemlig dem, der først modtog brev om det snarlige statsborgerskab efter valgudskrivelsen i maj.

I de breve var der tilføjet det forbehold, at de måske ikke fik dispensation alligevel, hvis retningslinjerne på området ændrede sig efter valget.

Se også: Statsborgerskab vakler for næsten 2000 ansøgere

Flertal imod regeringen
De sager, hvor der er tilføjet forbehold, er Liberal Alliance med på at tage op igen. Men resten af ansøgerne kan regne med stadig at få statsborgerskab, hvis det står til LA.

- Jeg kan love, at vores stemme vil blive brugt til at sikre, at de, der har fået et brev uden forbehold, får en afstemning fra vores side, der er positiv, siger Leif Mikkelsen til Ritzau.

Udover Liberal Alliance er Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre, Alternativet, og Enhedslisten imod Støjbergs plan om at trodse de meddelelser om dispensation, som tidligere er givet til ansøgerne.

Dermed ser det ud til, at der er politisk flertal for stadig at tildele de mere end 2500 personer statsborgerskab.

ER DU, ELLER KENDER DU NOGEN, DER ER BLEVET STILLET DANSK STATSBORGERSKAB I UDSIGT, SÅ KONTAKT 1224@EB.DK ELLER SMS 1224 (alm. takst)

235 kommentarer
Vis kommentarer