Lækket dokument: DF vil have Sigurd Barrett på finansloven

Dansk Folkeparti kommer med en række særønsker - i småstørrelsen - til finansloven. En af dem er tv-værten Sigurd Barrett

Sådan kender det meste af Danmark populære Sigurd Barrett. Foto: Jens Dresling
Sådan kender det meste af Danmark populære Sigurd Barrett. Foto: Jens Dresling

Han har fikseret børn i årevis foran fjernsynet med den populære bjørnen Bjørn.

Nu prøver Dansk Folkeparti også at få finansminister Claus Hjort (v) til at interessere sig for den kendte tv-vært Sigurd Barrett. Børne-kendissens projekt om at fortælle danmarkshistorien skal nemlig på finansloven, hvis det står til Dansk Folkeparti, skriver Politiken.

- Altså siger du til mig, at min danmarkshistorie er på finansloven!? What – er det her skjult kamera? siger Sigurd Barrett til Politiken.

Dansk Folkeparti har en række forslag på kulturområdet ifølge finansordfører René Christensen, som ikke vil gå i dybden med, hvad der ved Barretts danmarkshistorie gør, at det fortjener offentlig støtte.

- Sigurd Barrett har været nævnt, men det er kun som et forslag til, hvad en kulturæske kunne indeholde. Vi synes, det er spændende, som et kulturbærende projekt for børn og unge, siger René Christensen til Ekstra Bladet.

Konservative skynder på regeringen i finanslovsforhandlinger

Lækket notat
Politiken har set et fortroligt notat fra forhandlingerne, der indeholder ønskerne på kulturområdet i petitesse-afdelingen fra Dansk Folkeparti. Udover Sigurd Barrett ønsker DF penge til renovering af Brorsons bispegård i Ribe, Fregatten Peder Skram og Fregatten Jylland.

Samme taktik brugte Dansk Folkeparti i VKO-dagene, hvor de blandt andet skaffede penge til Inges Kattehjem og Fregatten Jylland på finansloven.

- I nullerne lavede vi også en kulturæske, som indeholdt lidt mere bløde værdier, og det prøver vi selvfølgelig også at gøre i denne finanslov, fortæller finansordføreren.

- I har jo tidligere fået Fregatten Jylland på finansloven. Hvorfor igen?

- Hvis man kigger på den derovre, så er den desværre i sørgelig forfatning, og det er en kulturskat, som er dyr at holde ved lige, og sådan er det, siger René Christensen.

Finanslov er en dag tættere på at blive en realitet

Stort og småt
DF-ønskerne i mikroskopklassen - set i kroner og øre - får kritik fra Socialdemokraterne og Enhedslisten for at være en 'besynderlig prioritering' og 'amatøragtig', fordi det er for småt og i en tid, hvor grønthøsteren kører rundt i budgetterne.

Det er Dansk Folkeparti uenig i, da de både går op i store og små ting. For eksempel kæmper de lige nu for en såkaldt 'værdighedsmilliard' på velfærdsområdet, 'så fru Jensen kan få kindrødt og øreringe i, når hun ikke selv kan mere på plejehjemmet, så hun kan genkende sig selv i spejlet'.

- Vi vil både noget, der er stort, som vores værdighedsmilliard, og så vil vi også noget mindre, som for eksempel de her kulturelle ting, som vi gerne vil prioriterer. Vi går op i det hele, forklarer René Christensen.

Liberal Alliance fastholder ønske om billigere biler

Lækagen er et problem
Mens forslagene ikke er et problem ifølge DF, så er selve lækagen af det fortrolige dokument tværtimod problematisk.

- Det er et problem, at den er lækket, og det kan jo ikke være andre end dem, som har siddet ved forhandlingsbordet, og det siger noget om klimaet, siger finansordføreren.

- Hvad betyder det for forhandlingerne, som jo er i den afsluttende fase?

- Det kan være at finansministeren må rende fra lokale til lokale, fordi man ikke kan stole på folk i Struenseværelset. Ej, jeg ved det ikke, men jeg synes, det er ærgerligt, og jeg har aldrig oplevet det før, siger René Christensen.

Dybt rystet Sigurd Barrett: - Nogen må have holdt hånden over os

Sigurd vidste intet
Sigurd Barrett fik nyheden om sig selv på finansloven fortalt af Politikens journalist. Inden havde han intet hørt fra politikerne, selvom han da selv har fortalt dem om hans projekt.

- Jeg har fortalt vidt og bredt om min danmarkshistorie, blandt andre til forskellige politikere fra forskellige partier, siger Sigurd Barret til Politiken.

- Men jeg har aldrig nogensinde bedt om penge til det.

Sigurd Barrett: Slikker mine sår i sommerhuset

Sigurd Barrett har blandt andre fortalt om projektet til den tidligere kulturminister Marianne Jelved (R) og DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

Børne-kendissen er i gang med at lave en danmarkshistorie på Politikens Forlag, og det er planen, at han også skal lave en danmarkshistorie for børn på Danmarks Radio i 2017. Projektet mangler dog penge, og derfor er en fond inde over.

Efter Sigurd Barrett-ulykke: Opereret i fem en halv time