Lækket notat: Regeringen klar til lokal nedlukning

I et udkast til en aftale om næste fase af genåbningen lægger regeringen op til, at 'samfundsaktiviteter' kan nedlukkes lokalt

På mandagens pressemøde var en ny nedlukning af samfundet også på dagsordenen. Hvis det skal undgås, krævet det en indsats fra befolkningen, lød det fra Magnus Heunicke. Video: Ritzau

Regeringen er klar til tage særlige tiltag lokalt for at slå den stigende cononasmitte ned. Det kan indebære, at samfundsaktiviteter nedlukkes.

Det fremgår af et udkast til en aftale om genåbningens fase fire, som regeringen præsenterede under onsdagens forhandlinger med Folketingets partier.

Ekstra Bladet i er besiddelse af notatet.

Heri bemærkes det, at der er store regionale forskelle på udbredelsen af covid-19-smitte.

Så med 'henblik på at sikre, at smitteudbrud slås ned lokalt' lægger regeringen op til, at der kan 'iværksættes lokale tiltag, herunder i form af nedlukning af samfundsaktiviteter'.

Regeringen påpeger videre, at et kriterium for at sætte sådanne lokale tiltag i værk er, at der er flere end 20 smittede pr. 100.000 borgere inden for de seneste syv dage.

Den seneste tid har der eksempelvis været en stigende coronasmitte i byer som Aarhus og Silkeborg.

Fortsat forhandlinger
Da onsdagens forhandlinger sluttede ved midnatstid, var partierne endnu ikke nået til enighed om en aftale for genåbningens fase fire. Derfor er det stadig uklart, om elementerne i udspillet bliver realiseret.  

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at regeringen desuden lægger op til en fortsat nedlukning af diskoteker og natteliv frem til og med 31. oktober.

Samtidig åbner regeringen bl.a. for, at der igen kan komme tilskuere til sports- og kulturarrangementer.

Forhandlingerne om genåbningen fortsætter fredag.

Dansk politik - 13. aug. 2020 - kl. 12:00 Regeringens udspil: Så længe skal nattelivet være lukket

Dansk politik - 13. aug. 2020 - kl. 14:17 Lækket udspil: Klar til flere sports-tilskuere

410 kommentarer
Vis kommentarer