Læs den danske udgave af Zelenskyjs tale til Folketinget

Ukraines præsident havde flere budskaber med til det danske folketing tirsdag. Et var at droppe russisk olie

Følg Politik

Da Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, tirsdag tonede frem på videolink over for Folketinget, holdt han tale på ukrainsk, mens den blev simultantolket til engelsk.

Zelenskyj talte blandt andet om at nødvendigheden af at gøre sig uafhængig af energi fra Rusland.

Læs her talen på dansk efter Ritzaus egen oversættelse af den engelske udgave:

Hr. parlamentsformand.

Fru statsminister.

Regerings- og folketingsmedlemmer.

Det danske folk.

40 missiler.

Hver dag benytter russiske tropper så mange forskellige, men for alles vedkommende lige dødbringende missiler mod vores land, mod Ukraine.

Dette er det gennemsnitlige antal om dagen. 40. Mere end 1370 missiler er blevet anvendt gennem Ruslands lidt mere end en måned lange fuldskalainvasion af vores land.

Her til morgen ramte russiske missiler en af vores sydlige byer – Mykolajiv. Det er skibsbyggernes by. En fuldstændig fredelig by, som kun drømte om en ting – at genopnå storheden som centrum for skibsbygning i Sortehavsregionen.

Den regionale administrationsbygning blev ødelagt som et resultat af dette angreb. Så vidt vides, blev syv mennesker dræbt og 22 såret. Oprydningsarbejdet er stadigvæk i gang.

Mykolajivregionens indbyggere havde ingen militære ambitioner. De udgjorde ingen trussel mod Rusland.

Men de er ligesom alle andre ukrainere – tro mig - blevet et mål for russiske tropper. For missiler, raketartilleri, morterer.

Det samlede antal ressourcer, som russiske tropper allerede har anvendt mod vores folk på vores jord, er simpelthen umuligt at tælle.

Men vi kan med sikkerhed sige, at intensiteten og brutaliteten i fjendtlighederne mod os har nået et endda højere niveau end under Anden Verdenskrig. Den mest ødelæggende krig for Europa.

En måneds fjendtligheder. Og vi har allerede ikke bare en eller to, men en hel sort liste over byer, der er blevet fuldstændig ødelagt af russiske bombardementer.

I dusinvis af andre storbyer, byer og små landsbyer er boligområder brændt delvist ned, infrastruktur er blevet ødelagt, og virksomheder, hvor folk arbejdede, er blevet sprængt i luften. Levende almindelige mennesker.

773 uddannelsesinstitutioner – universiteter, skoler, børnehaver – er blevet ødelagt. 773. Prøv lige at tænk over det! Og dusinvis af hospitaler, kirker – selv holocaustmindesmærker er blevet militære mål.

De russiske troppers mål i denne krig er fuldstændig at ødelægge grundlaget for et normalt liv for det ukrainske folk. Besættelsesmagten forsøger med fuldt overlæg at sikre sig, at der ikke er noget tilbage til Ukraine. Kun ruiner. Kun flygtninge.

Mere end ti millioner ukrainere er allerede flygtet fra deres hjem på grund af fjendtlighederne. Mere end fire millioner ukrainere har forladt vores land. De fleste kvinder og børn.

Disse menneskers historier er fulde af rædsel.

Der står stadig mange udbrændte biler med skudhuller i vejsiden i de områder, hvor det russiske militær har været. Hundreder og atter hundreder af de her biler – eller hvad der er tilbage af dem. Besætterne dræbte civile, selv når de prøvede at flygte!

Side om side med vores immigranter i Europa og i det vestlige Ukraine er der børn, der simpelthen bare blev samlet op på en vej tæt på deres forældres lig.

Op mod 100.000 mennesker er stadig tilbage i vores by Mariupol, som nu i mere end tre uger har været blokeret af russiske tropper. Da der stadig var sne, smeltede folk det for at få vand. I al den tid har vi ikke kunnet levere nødhjælp til byen. Der er blokeret for det simpelthen. Vand, mad, medicin. Det russiske militær blokerer for alt.

Mere end 90 procent af alle bygninger i Mariupol er blevet fuldstændig ødelagt af granater og bomber. Men russiske fly fortsætter uophørligt deres angreb.

De sprænger med fuldt overlæg folks tilflugtssteder i luften, selv om de er fuldt bevidste om, at fredelige mennesker har søgt tilflugt der. Kvinder, børn og gamle mennesker.

Det, som russiske tropper gør mod Mariupol, er en forbrydelse mod menneskeheden, som bliver begået live for øjnene af hele planeten.

Hvordan kan det overhovedet være muligt? Hvorfor kan verden ikke standse strømmen af russiske krigsforbrydelser, der har stået på siden 24. februar i år?

Svaret er simpelt og kynisk.

De mennesker, der træffer beslutningerne i Rusland, håber, at de kan slippe af sted med det. Sanktioner? De tror, de kan omgås.

Et handelsforbud for russisk olie? De ser, at der stadig ikke er tale om andet end snak om dette vigtige emne. Og bekymring. Konstant bekymring.

En international domstol? De ved, at det tager årevis at stille bestemte gerningsmænd til ansvar.

Det er derfor, vi appellerer til jer og til hele det demokratiske fællesskab i verden: Sanktionerne mod Rusland må styrkes! Uafbrudt. Vi må opgive russisk olie, vi må blokere for handel med Den Russiske Føderation, vi må lukke havne for russiske skibe. Det skal være den solidariske politik for Den Europæiske Union, for alle medlemslande, for alle.

Det er jer her i Danmark, i landet, hvor den Europæiske Unions grundlæggende principper, Københavnskriterierne, kommer fra, der bedst af alle kan mærke, hvor vigtigt det er, at en samlet europæisk solidaritet arbejder for at lægge pres på Rusland.

Hvad er der at sige om menneskerettigheder og frihed på det europæiske kontinent, hvis man ikke retsforfølger disse forbrydelser mod menneskeheden, som besættelsestropperne har begået mod vort folk?

De deporterer vores borgere til Rusland med magt. De voldtager kvinder og mindreårige piger, og de plyndrer.

De har taget mere end 2000 børn til Rusland, og vi ved ikke, hvor de er. Vi har ikke en gang en komplet liste over disse børn. Har de familie? Hvordan skal de finde deres kære igen?

Det er fuldstændig umuligt for et almindeligt menneske at forestille sig det niveau af ondskab, som er kommet til vores land!

Derfor beder jeg jer om at rejse spørgsmålet om solidaritet på EU-plan. I et forsvar for frihed, i et forsvar for medmenneskelighed.

Der må ikke være nogle russiske delinger i Europa, der splitter EU indefra, og som forsøger at hjælpe Rusland med at tjene så mange penge som muligt.

Alle er klar over, hvem i EU der er imod humanitet og sund fornuft.

Hvem der slet ikke gør noget for at hjælpe med at skabe fred i Ukraine. Det må holde op, og Europa må stoppe med at høre på undskyldninger fra det officielle Budapest (Ungarns hovedstad, red.).

Jeg er taknemmelig over, at Danmark er principfast. Tak til alle.

Jeg er taknemmelig over jeres befolkning, der hjælper Ukraine og ukrainerne. Tak til jeres virksomheder, som har besluttet at forlade det russiske marked. Mærsk, Jysk, Lego, Vestas, DSV, Arla Foods, Carlsberg og mange andre virksomheder, som har truffet denne vigtige beslutning.

Men jeg beder jer om ikke at stoppe. Fortsæt med at lede i Europa ved at træffe de beslutninger, som vi virkelig har brug for.

Længe før denne krig var det tydeligt, at menneskeheden skulle reducere brugen af fossile brændsler. Tiden med kul og olie har i høj grad ødelagt miljøet og vores planet.

Grønne teknologier og grøn energi er blevet et logisk og retfærdigt svar på denne problematik.

Europæisk politik er allerede målrettet reduktion af forbruget af miljøskadelige ressourcer. Men Ruslands aggression mod Ukraine og mod alt, som tilværelsen i Europa er bygget på, er et argument for at accelerere den grønne transformation på kontinentet.

Europa må opgive russisk olie så hurtigt som muligt!

Det er den vanvittige indkomst fra energiressourcer, der tillader Ruslands regering at være dristige. At bryde de almengyldige regler. At fremme had mod andre nationer, mod os, og at smadre livet i nabolande.

Hvis man leder efter det modsatte af, hvad der i jeres land kaldes 'janteloven', så kunne det være 'den russiske olielov'.

Jeg er sikker på, at vi sammen - sammen med alle europæere og med alle ansvarlige lande i verden - kan overkomme denne katastrofe.

Vi er i stand til at vende tilbage til freden.

Vi er i stand til at leve sammen som en europæisk familie.

Jeg håber, at det vil ske snart. Men det afhænger af, hvor konsekvente og principfaste vi er på et tidspunkt, hvor krigen fortsætter.

Men vi bør ikke kun tænke på krig nu. Vi ved, freden vil komme. Vi ved, at vi vil kunne vende tilbage til et normalt og fredeligt liv.

Derfor inviterer vi jer til at hjælpe med at genopbygge Ukraine, når vi har sejret.

Vi inviterer jeres virksomheder, jeres eksperter, jeres land.

Jeg kender jeres potentiale, jeres kreative og økonomiske kraft, og jeg tilbyder jeres land at støtte en af vores smukke regioner. Efter krigen selvfølgelig.

Det er Mykolajiv, byen for dem, der bygger skibe. Det kan blive sådan en by, sådan en region, der forener jer og os endnu mere. En by, som Danmark kan hjælpe med at genopbygge.

Mine damer og herrer.

Danske borgere.

Det er mørke tider i Ukraine. Tusindvis af lys er tændt i vores kirker for at mindes de mennesker, som har mistet livet i krigen.

Jeg ved, at for jer er lysets varme skær lig med hygge og et normalt hverdagsliv.

Et liv, som nu er blevet en uopnåelig drøm for mange ukrainere. Den russiske invasion fortsætter.

Men jeg tror - jeg ved - at vi kan vende tilbage til fred.

Og jeg beder jer tænde et lys derhjemme i aften til minde om alle de ukrainere, som har mistet livet på grund af den russiske aggression.

Må mindet om alle dem, der gav deres liv for vores frihed, for verdens frihed, leve for evigt.

Ære til Ukraine!

Kilde: Ritzaus egen oversættelse af den engelske udgave af Volodymyr Zelenskyjs tale 29. marts. Hentet fra præsident Zelenskyjs hjemmeside og Folketingets simultantolkning.

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Hjælp danskeren – sænk afgiften på benzin

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+