Lars Løkke bliver den svageste statsminister i 40 år

Det kaldes ’den gule fare’. 

Den ses bedst på et danmarkskort, hvor Sønderjylland er gul.

Som bekendt har de Dansk Folkeparti-forskrækkede løbet stærkt ophidset rundt om hinanden de seneste dage på grund af ’den gule fare’. Som høns, der har opdaget et hul i hønsegårdens hegn. I de DF-forfærdedes verden betyder dette hul sjovt nok ikke, at de selv kan slippe ud. Det betyder ikke, at de kan undvige egen indskrænkelse eller komme eget snæversyn til livs og blive klogere. De ser tværtimod ræven komme ind. Følgelig står de nu fulde af ubehag i kø ved åbningen ind til eget hønsehus og staldvarme og påberåber sig ret til forargelse over samt beskyttelse mod folkepartisterne.

Men de kan tage det roligt.

Danmark vil ikke forandre sig drastisk. Nok har Dansk Folkeparti vundet valget. Men næppe så meget som Lars Løkke Rasmussen har tabt det. Ikke mindst når man betænker hans oprindelige forspring. Hvilket synes glemt.

Løkkes tab kunne være større, ja. Han kunne eksempelvis have misset statsministerposten. Men når samtlige medier er oppe at ringe over DF-landet ved grænsen, glemmer de, at hvad DF har vundet, har Venstre stort set tilsvarende tabt. Nok er Kristian Thulesen-Dahl populær fra Kongeåen og ned, men Lars Løkke Rasmussen er i dette område faldet så meget i unåde, at hans finansministerkandidat, top venstremanden Peter Christensen, end ikke kunne blive valgt i Aabenraa.

Følgelig er hovedhistorien om folketingsvalget 2015 den samme, som den så ud til at blive for flere måneder siden: Vi får en statsminister, langt størstedelen af den danske befolkning helst så sig fri for. Heriblandt en række vælgere, der hidtil har holdt med Løkke og hans parti, men valgte dem fra - mindst lige så meget, som vi nu ser, at de har valgt Dansk Folkeparti til.

Der findes i dansk politik to hovedstrømninger. Den ene er værdipolitisk. Det er den, der afgør valg på marginale forskelle. Eksempelvis udlændingepolitikken, som Løkke i desperation over ringe opinionstal hev frem til sidst i valgkampen. Egentlig har den ikke flyttet sig siden Dansk Folkeparti fik lov at diktere den i 2001. Tværtimod er der nærmest bred, hel og fuld opbakning til den. Problemerne er erkendt. Og læg mærke til, at Dansk Folkeparti faktisk ikke gik ind i asylstramningsoverbuddet i valgkampen.

Den anden hovedstrømning i dansk politik er fordelingspolitikken. Hvor der er en stor opbakning til velfærdsstaten. Al overordnet politik i Danmark har de seneste fem år handlet om at reformere velfærdsstaten. For at bevare den. Der synes at være karteldannelse herom. Med antallet af folk på overførsler samt offentligt ansatte får man ikke magten i Danmark ved at ville reducere det offentlige. Det væsentligste, men formentlig mest oversete ved valgresultatet, er de velfærdsstatslige partiers sejr. Her ligger DF mindst i top tre. 

Når de forargede eller frygtsomme holder pegefingrene op foran sig i kors mod Dansk Folkeparti med et omkvæd om, at landet er faldet i ’de sortes’ hænder, må man derfor undre sig. Når de taler om ’et højreskred’ går man eksempelvis ud fra, at de mener udlændingepolitikken. Men der kan næppe ske et skred på et område, der allerede er mere eller mindre afklappet. Allehånde internationale konventioner vil dertil sætte flere grænser, end Dansk Folkeparti vil være i stand til.

Er ’højreskredet’ så ikke økonomisk? Er det ikke fordelingspolitisk? Afgjort ikke, må man svare. Da Berlingske tirsdag afbilldede Lars Løkke i statsmandspositur (det gør Berlingske oftest) og under overskriften, ’Tænkepause’, berettede, at denne dag udgør en pause til ’fordøjelse’ i forhandlingerne med DF, stod det klart, at det var en eufemisme. Det var en besmykkende omskrivning af det faktum, at Løkke i disse dage har det som den nyudnævnte borgmester i Baltimore i serien ’The Wire’, der taler om, hvad denne må æde for sin nye fremtrædende position. ’My first bowl of shit,’ som der bliver sagt i The Wire.

Dansk Folkeparti er i dag et gammeltestamenteligt socialdemokrati. Det vil kræve velfærd i et omfang, såkaldt højreorienterede eller bare tilhængere af Lars Løkkes ’udgiftsstop’ vil finde decideret uansvarligt. Det borgerlige Danmark har tabt valgkampen temmelig eftertrykkeligt. DF er ikke et borgerligt parti. De borgerlige har derimod blot opnået en tredjedel af stemmerne. Lars Løkke Rasmussen vil blive den svageste statsminister siden Hartling (V) i 1973.

Man kan naturligvis opregne årsager til DF’s succes. Den arrogante selvtilstrækkelighed i hovedstaden og den glemte provins. Men intet har mødt større protest ved valget, end Lars Løkke Rasmussens karakter eller mangel på samme. Man kan tale om, at valget i virkeligheden var en kulturkamp mod overklassen. Mod eliten og den politiske korrekthed. Men det var i virkeligheden i endnu højere grad tilfældet i 2001.

Og her var det i høj grad Dansk Folkepartis ideologiske gudfar, Søren Krarup, der talte om ’systemskiftet’ og elitens fald.

Hvad ’den gule fare’ medførte dengang, var som nævnt en udlændingepolitik, der i dag har klart flertal og en udvidelse af den offentlige sektor, af velfærdsleverancerne, med 20 procent. 

Det sidste burde vække langt større opstandelse. Vi kan kalde det ’den blå fare’.

296 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere