Lars Løkke: Held og lykke Henrik

Statsministeren takker kong Henrik efter 48 år som repræsentant for Danmark

Det var noget af en overraskelse, som dronning Margrethe kom med, da hun for ganske kort tid siden holdt sin nytårstale.

Her meddelte dronningen, at hendes mand, kong Henrik, trak sig fra sine officielle pligter.

Og selvom de fleste danskere blev noget chokeret over nyheden, så var statsminister Lars Løkke orienteret om 'pensionen'.

- Hendes Majestæt Dronningen har i sin nytårstale meddelt, at Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen har besluttet at gå på pension. Jeg vil på regeringens vegne sige tak til Prinsgemalen for en fornem indsats for vores land, skriver statsministeriet i en pressemeddelelse.

Kong Henrik har flere gange været i mediernes søgelys blandt andet for sit noget sin noget flamboyante personlighed.

Og den bliver der også sagt 'tak' for i statsministerens pressemeddelse.

- Gennem mere end 48 år har Prinsgemalen repræsenteret Danmark – og er samtidig forblevet tro mod sig selv. Det vidner om en stor personlig styrke, skriver statsministeriet.

Ifølge dronningens tale vil kong Henrik stadig være en stor personlig støtte, men offentligheden vil fremover ikke se så meget til ham.

Kong Henrik vil derfor få meget tid til at pleje mange af sine talenter, skriver statsministeren.

- Nu bliver der bedre tid til at dyrke de rige talenter og interesser som digter, musiker, kunstner – og at være bedstefar til otte børnebørn ikke at forglemme. Og selvom det bliver mindre synligt for os andre, er jeg ikke i tvivl om, Prinsgemalen fortsat vil være en uvurderlig støtte og rådgiver for Dronningen. Jeg vil på hele Danmarks vegne ønske Prinsgemalen held og lykke med dette nye kapitel i livet.

81 kommentarer
Vis kommentarer