Liberal Alliance forlader forhandlinger om sommerpakke

Søndag har Liberal Alliance forladt forhandlingerne om en sommerpakke

Liberal Alliance har søndag forladt forhandlingerne om en sommerpakke. Foto: Jens Dresling
Liberal Alliance har søndag forladt forhandlingerne om en sommerpakke. Foto: Jens Dresling

Liberal Alliance har søndag eftermiddag forladt forhandlinger om en sommerpakke, der skal stimulere dansk økonomi under coronakrisen.

Ifølge Ole Birk Olesen, partiets finansordfører, har regeringen lagt tre forslag på bordet, som Liberal Alliance ikke kan acceptere.

Liberal Alliance er utilfreds med, at regeringen ifølge Ole Birk Olesen vil oprette en statslig fond, der skal investere i virksomheder og opnå ejerskab af private virksomheder, og at regeringen vil give 1000 kroner til udvalgte grupper på overførselsindkomst.

Derudover er partiet ikke tilfreds med, at regeringen ønsker at forlænge lønkompensationsordningen til 31. august.

Ole Birk Olesen ser forhandlingerne som et udtryk for 'populisme' fra regeringens side:

- De fleste anerkendte økonomer mener ikke, at der er brug for at dele penge ud for at sætte gang i forbruget. Men der er en glæde i Finansministeriet og i regeringen ved at dele penge ud og blive populær på det.

- Forbruget er derude allerede. Folk køber is, de går på restaurant og køber nye køkkener. Det, vi har brug for, er, at folk går på arbejde igen, siger Ole Birk Olesen.

711 kommentarer
Vis kommentarer