Lilleholt afviser blankt politisk fyring af klimaformand

Først kaldte ministeren Klimarådets konklusioner forvrøvlede. Så udnævnte han en ny formand

Nu tidligere formand for Klimarådet, Peter Birch Sørensen, er blevet erstattet af en ny formand. Foto: Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
Nu tidligere formand for Klimarådet, Peter Birch Sørensen, er blevet erstattet af en ny formand. Foto: Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Der er overhovedet ingen sammenhæng.

Så klar er afvisningen fra energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) af, at der skulle ligge politiske årsager bag udnævnelsen af en ny formand for Klimarådet.

Spekulationerne er opstået, efter at det tirsdag blev meddelt, at 54-årige Peter Møllgaard, der er professor og dekan ved Maastricht University School og Business and Economics, overtager formandsposten efter Peter Birch Sørensen.

Udnævnelsen falder nemlig sammen med, at Lilleholt fredag kaldte Klimarådets konklusioner om, at regeringen sænker tempoet i den grønne omstilling, for 'forvrøvlede'.

- Der er ingen sammenhæng overhovedet mellem det. Vi har valgt at pege på en ny formand for Klimarådet. Det er ikke i utilfredshed med den nuværende formand, siger Lilleholt.

- Peter Birch Sørensen har gjort det rigtig godt som formand. Vi har ikke altid været helt enige. Men Klimarådets opgave er jo også at udfordre regeringen og de synspunkter og planer, regeringen kommer med.

- Det har Peter Birch Sørensen gjort på fortrinlig vis. Men vi har ønsket, at der skal nye øjne til. Derfor har vi peget på en meget, meget kvalificeret afløser.

Peter Birch Sørensen, der er professor på Københavns Universitet og tidligere overvismand, har været formand for Klimarådet i fire år, det vil sige, siden rådet blev oprettet.

Hans formandsperiode udløber 1. december, men den kunne godt være forlænget, hvis regeringen havde villet det. Birch Sørensen oplyser til Børsen, at han gerne var fortsat.

Lilleholt oplyser, at det har været planlagt 'længe', at Klimarådet skulle have ny formand. Han vil ikke sige hvor længe, men det er i hvert fald før, rådet kom med sin seneste rapport.

- Har Klimarådet været for kritisk over for regeringens politik?

- Nej. Klimarådet har en opgave at løse. Det er helt uafhængigt af regeringen og Folketinget til at vurdere på klimaspørgsmål og vurdere på regeringens klimaplan, og hvor langt vi er i hele den grønne omstilling. Og det synes jeg faktisk, at Klimarådet har gjort ganske fornuftigt.

- Har Klimarådet så ret i, at regeringen drosler ned for tempoet i den grønne omstilling?

- Det har Klimarådet ikke ret i. Der ændrer jeg ikke synspunkt. Jeg er stadig af den opfattelse, at det udspil, vi har lagt frem, er meget ambitiøst.

- Forventer du at få lige så meget kritik fra Klimarådet fremover?

- Jeg forventer et kritisk Klimaråd, som løser opgaven uafhængigt af, hvilken regering der sidder, og hvilket politisk flertal der er i Folketinget. Og jeg forventer et Klimaråd og en formand, som sætter fagligheden højest.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere