Løhdes topforhandler forgyldes: Får bonus for at presse din løn

Direktør i Moderniseringsstyrelsen Poul Taankvist får udløst bonus for spare-strategi over for statsansatte

Løhde varsler lockout

Sophie Løhdes (V) topforhandler i de højspændte overenskomstforhandlinger får en kontant bonus for at have udtænkt en regulær spareplan for de ansatte i staten.

Det kan Ekstra Bladet afsløre på baggrund af en aktindsigt i Moderniseringsstyrelsen.

Heri fremgår det, at Poul Taankvist, direktør i styrelsen, får udløst en bonus, fordi han blandt andet har opfyldt et delmål i sin resultatkontrakt for 2017, der gik ud på, at staten skulle møde op med en plan til overenskomstforhandlingerne lavet ud fra følgende agenda:

’Det er målet, at der ved OK18 opnås et resultat med en smal økonomisk ramme.’

Fotocollage: Ekstra Bladet Politik Mulig storkonflikt: Se 18 offentligt ansattes lønsedler

– Det ser ud til, at det er en spareøvelse, man er ude i – i stedet for at målet er at indgå et forlig, konstaterer arbejdsmarkedsekspert, professor emeritus fra Aalborg Universitet Flemming Ibsen.

Direktør i Moderniseringsstyrelsen Poul Taankvist har i følge styrelsens årsrapport for 2017 opfyldt dette mål om at udarbejde en strategi, der har som mål at give et overenskomst-resultat med en smal økonomisk ramme.
Direktør i Moderniseringsstyrelsen Poul Taankvist har i følge styrelsens årsrapport for 2017 opfyldt dette mål om at udarbejde en strategi, der har som mål at give et overenskomst-resultat med en smal økonomisk ramme.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Direktør i Moderniseringsstyrelsen Poul Taankvist kan se frem til en bonus for 2017, fordi han blandt andet har opfyldt et mål om at udarbejde en strategi til regeringen, der har til formål at sikre et resultat med en smal økonomisk ramme. FOTO: PR.
Direktør i Moderniseringsstyrelsen Poul Taankvist kan se frem til en bonus for 2017, fordi han blandt andet har opfyldt et mål om at udarbejde en strategi til regeringen, der har til formål at sikre et resultat med en smal økonomisk ramme. FOTO: PR.
 

130.844 kroner
I aktindsigten fremgår det, at hvis Poul Taankvist opfyldte sit mål om en spare-strategi – samt en række andre punkter – så vil det give ham en bonus på op til 12 procent af hans årsløn på 1.090.364 kr. (eksklusiv åremålstillæg). Det svarer til 130.844 kroner.

Her ses et uddrag af direktør i Moderniseringsstyrelsen Poul Taankvists perfomancekontrakt for 2017. Som det fremgår, vil han få en bonus på 12 procent af grundlønnen, hvis han har opfyldt en række mål, herunder et om at udtænke en strategi til OK18.
Her ses et uddrag af direktør i Moderniseringsstyrelsen Poul Taankvists perfomancekontrakt for 2017. Som det fremgår, vil han få en bonus på 12 procent af grundlønnen, hvis han har opfyldt en række mål, herunder et om at udtænke en strategi til OK18.

Ifølge Poul Taankvist er den præcise størrelse på hans bonus dog endnu ikke forhandlet på plads.

Kan udløse konflikt
Under alle omstændigheder undrer Flemming Ibsen sig over konstruktionen.

– Hvis man har den type af kontrakter, og Moderniseringsstyrelsen går efter dette, så kan det forhindre, at man overhovedet får lavet et forlig og i stedet havner i en konflikt, siger han.

Direktørens bonus

Vilkårene for Poul Taankvists bonus for 2017 er beskrevet i hans såkaldte performanceaftale. Størrelsen i kroner og ører afhænger af, hvor mange af de i alt 16 strategiske mål der er opsat i styrelsens mål, og resultatplan for 2017, der opfyldes.

I performanceaftalen står der følgende:

’Fuld opfyldelse af de opstillede mål i Moderniseringsstyrelsen mål- og resultatplan samt driftsdokument for 2017 kan udløse en resultatløn på op til 12 procent af direktørens grundløn inklusive personlige tillæg og topcheftillæg (i alt 1.090.364 kr., red.), men eksklusiv åremålstillæg.’

I Moderniseringsstyrelsens årsrapport for 2017, fremgår det, at alle mål – herunder det om at udarbejde en strategi, der skal sikre en overenskomst i 2018 med en smal økonomisk ramme – er blevet opfyldt. Dog er målet om god koncernstyren kun delvist opfyldt.

Den fulde bonus for resultaterne i 2017 vil optimalt set være 130.844 kroner for Poul Taankvist. Hvor meget den præcis ender på, vil nu være op til en forhandling mellem Poul Taankvist og hans nærmeste chef, Martin Præstegaard, departementschef i Finansministeriet.

Flemming Vinther, chefforhandler for de statsligt ansatte, som Poul Taankvist sidder over for ved forhandlingsbordet, ser med stor alvor på sagen:

– Det er fuldstændig forrykt. Det er klart, at når man får en opgave, der er udstukket på den måde, så tilrettelægger man overenskomstforhandlingerne derefter.

– Der skulle i stedet stå i hans resultatkontrakt, at han skulle tilrettelægge et overenskomstforløb, der sikrer, at vi har nogle gode og attraktive statslige arbejdspladser – inden for en forsvarlig økonomisk ramme.

– Men han skal vel også lægge en strategi, som gør, at de slipper nådigt økonomisk?

– Der er vi havnet, men burde deres primære mål ikke være at sige: Hvornår kan vi skabe nogle attraktive arbejdspladser inden for det offentlige, der kan fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft? siger Flemming Vinther.

Ny bonus på vej
Poul Taankvists bonusfest stopper nødvendigvis ikke her. I målene for 2018, der også kan udløse et ekstra vederlag, står der nemlig, at en af målsætningerne er, at overenskomstforhandlingerne ender med et ’økonomisk forsvarligt resultat’.

– Det er et meget elastisk begreb, siger Flemming Ibsen

– Det er en selvfølge, at det er det, man skal gøre. Så hvis man ligefrem får penge for det, så er det en dejlig kontrakt at have, siger han.

Her ses et af de mål for 2018, som direktør i Moderniseringsstyrelsen Poul Taankvist skal opfylde for at få endnu bonus.
Her ses et af de mål for 2018, som direktør i Moderniseringsstyrelsen Poul Taankvist skal opfylde for at få endnu bonus.

Poul Taankvist: Strategi fører ikke til konflikt

Direktør i Moderniseringsstyrelsen Poul Taankvist er en travl mand i disse dage.

Sammen med innovationsminister Sophie Løhde (V), Martin Præstegaard, departementschef i Finansministeriet, og Linda Nordstrøm Nissen, vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen, udgør de kvartetten af topforhandlere for staten.

– Man kan se, at du opfyldte de fleste af målene for 2017, blandt andet om at forberede en strategi for OK18. Hvor meget har du så i alt fået udbetalt i bonus?

– Ikke noget endnu. Jeg har slet ikke haft en drøftelse med min chef (Martin Præstegaard, red.) om det. Vi er begge optaget af overenskomstforhandlinger lige nu, siger Poul Taankvist.

– Men du opfyldte jo stort set alle mål for 2017. Forventer du så at få 12 procent af din grundløn på 1.090.364 kr.?

– Det, vi skulle lave i 2017 på det område, var en strategi om overenskomstforhandlingerne i 2018, og ud over løndannelsen var det også andre elementer. I årsrapporten skriver vi så, at vi mener at have indfriet det mål.

– I sidste ende er det jo så min chef, der skal vurdere om målene er opfyldt, og hvor meget jeg i givet fald skal have.

– Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen er bekymret for, at den lagte strategi kan forhindre, at man får lavet et forlig og i stedet havner i en konflikt. Hvad mener du om det?

– Jeg forstår godt bekymringen, men vi laver jo heller ikke en strategi, der fører til konflikt. Vi laver en strategi, som jo for det første sikrer, at vi kan få et forlig – og for det andet at få så mange af de målsætninger, vi som arbejdsgivere har, opfyldt.

– Og den strategi skulle så være inden for ’en smal økonomisk ramme’?

– Jo, men om det kan landes, det er jo ikke op til mig. Det kommer også an på, hvad modparten kommer med, og i sidste ende hvad vi kan forhandle os frem til

– Når man ser tilbage, kan man diskutere, om man skulle have skrevet ’smal økonomisk ramme’. Jeg mener, at vi i mål og resultatplan for 2018 skriver ansvarlig økonomisk ramme.

– Et af målene for 2018, som du skal opfylde for at få en bonus, er – som du også nævner
– at få gennemført OK18 med et økonomisk forsvarligt resultat. Kan det risikere at påvirke din ageren under forhandlingerne?

– Det er jo ikke mig som person, der skal forhandle resultatet hjem, og det er vel rimeligt nok, at vi som offentlig arbejdsgiver har det mål. Det er jo ikke sådan, at vi kan være i en situation, hvor vi ikke kan opnå et forlig på baggrund af min resultatkontrakt. Det er ministeren, der sidder for bordenden ved forhandlingerne

– Men vi er heller ikke kun optaget af det ene krav. Vi har også som mål at få udviklet de statslige arbejdspladser, at kunne rekruttere de rigtige folk, kompetenceudvikling, øget decentral løn og at folk bliver behandlet ordentligt.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen