Løkke afkræves svar: Fagboss gav 50.000 og fik et møde

Statsministeren skal svare på spørgsmål om landets største a-kasse, som gav tilsagn om at støtte LøkkeFonden, hvilket gav et besøg fra Løkke

Lars Løkke Rasmussen har tidligere været i stormvejr på baggrund af donationer fra de såkaldte kvotekonger. Nu siger fyret a-kasse-direktør, at han gav 50.000 for et møde med statsministeren. Foto: Claus Bonnerup
Lars Løkke Rasmussen har tidligere været i stormvejr på baggrund af donationer fra de såkaldte kvotekonger. Nu siger fyret a-kasse-direktør, at han gav 50.000 for et møde med statsministeren. Foto: Claus Bonnerup

Socialdemokratiet kalder nu statsministeren i Folketingssalen for at få svar efter Ekstra Bladets afsløring af støtte til LøkkeFonden, som gav en times møde med Lars Løkke.

Den fyrede direktør i Akademikernes A-kasse, Michael Valentin, oplyser, at han gav tilsagn om at støtte LøkkeFonden med 50.000 kroner for at få taletid med Lars Løkke i 2015.

Det virker som 'en ny udvikling i en meget alvorlig sag' ifølge Socialdemokratiet om sammenblanding af Lars Løkkes fond og selv samme persons politiske magt.

- Sagen rejser fornyet tvivl om Lars Løkkes dømmekraft, hvis det er korrekt, som endnu en pengegiver siger, at man kan købe sig adgang til Lars Løkke for at få indflydelse og for at fremme en bestemt sag, siger medlem af Folketinget Simon Kollerup (S).

Derfor har Socialdemokratiet stillet et såkaldt paragraf 20-spørgsmål til statsministeren.

- Lars Løkke må tage bladet fra munden og lægge alle kort på bordet. Er det sådan, at man kan købe sig til indflydelse, så har Lars Løkke et stort forklaringsproblem over for vælgerne, fortæller Simon Kollerup.

Fakta om §20-spørgsmål

Fakta om §20-spørgsmål

Folketingets forretningsordens §20:

Stk. 1.

Ønsker et medlem at få oplyst en ministers holdning til eller opfattelse af et offentligt anliggende på grundlag af information, der er umiddelbart tilgængelig for ministeren, kan dette ske ved et spørgsmål til vedkommende minister efter reglerne i denne paragraf.

Stk. 2.

Spørgsmålet stilles skriftligt. Det skal være kort og bestemt affattet og kan være ledsaget af en kort skriftlig begrundelse.

Kilde: Folketinget

Kort efter a-kassens tilsagn om donationen på 50.000 kroner kom den daværende oppositionsleder på besøg i a-kassen.

- Vi havde hørt om, at hvis man gav støtte til LøkkeFonden, så kunne der måske være en øget sandsynlighed for, at Lars Løkke ville kigge i vores retning. Og det gjorde han tilfældigvis, fortæller Michael Valentin.

Kan være i strid med a-kassens regler
Under besøget blev Lars Løkke vist rundt, og bagefter var der en times møde om dagpenge og beskæftigelsesreformen ifølge den fyrede direktør.

Støtten til drenge på kanten via Løkkefonden kan være en overtrædelse af paragraf 1 i vedtægterne for Akademikernes A-kasse ifølge et fortroligt dokument, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

Det skyldes, at indbetalingen 'på ingen måde fremmer, at ledige kommer i beskæftigelse eller sikrer medlemmerne økonomisk bistand i tilfælde af ledighed', fremgår det af dokumentet.

Købe sig til adgang
Billedet af, at man kan købe en særlig adgang til V-formanden, har tidligere bragt ham i massivt stormvejr.

Ekstra Bladet har bl.a. beskrevet, at fiskeriets såkaldte kvotekonger har doneret større beløb til netop LøkkeFonden. Det skete med henblik på at diskutere fiskeripolitik ansigt til ansigt med Løkke.

- Den her afsløring lægger sig jo i forlængelse af lignende sager på Lars Løkke, og det gør det bare endnu mere alvorligt, siger Simon Kollerup.

- Den nye mand med penge til LøkkeFonden er jo bare den foreløbigt sidste i en række af personer fra bl.a. erhvervslivet, som åbent siger, at man kan bruge pengedonationer til at få adgang og værdifuld tid med den mand, som er statsminister i dag, forklarer socialdemokraten.

Kvotekonger køber også møder

Ikke kun den nu fyrede a-kassedirektør, Michael Valentin, har fået den opfattelse, at donationer til Løkkefonden giver adgang til Lars Løkke Rasmussen.

De såkaldte kvotekonger har siden 2014 indsamlet et millionbeløb til Løkkefonden. det er hvert år blevet doneret på torskegilder i Thyborøn, hvor Lars Løkke Rasmussen deltager.

Indsamlingen til Løkkefonden har givet de såkaldte kvotekonger, storfiskere og andre fra erhvervet en særlig lejlighed til at drøfte eksempelvis kvoter, fiskeripolitik og Brexit med Lars Løkke.

Ifølge formanden for Thyborøn Fiskeriforening, Kurt Madsen, har bidragene og den efterfølgende middag givet storfiskerne mulighed for at mødes med statsministeren og andre fremtrædende V-politikere. Muligheder som de aldrig havde fået uden deres kontante bidrag til Løkkefonden, har han tidligere vurderet over for Ekstra Bladet.

Blandt Løkkefondens bidragsydere er også en Danmarks aller største kvotekonger, formanden for storfiskernes producentforening, Fridi Magnusen.

Han har 29. september til Information understreget, at det gode formål ikke ikke var det ’primære’, da han valgte at støtte Løkkefonden.

– Det var fiskeriet, der var det primære, forklarede kvotekongen om sit motiv.

Under et samråd i januar afviste statsministeren imidlertid kategorisk, at man kan betale sig til møder med ham.

- Er det sådan, at man kan købe sig adgang til mig? Nej, det er det ikke, sagde Lars Løkke.

 Desuden slog han fast, at LøkkeFonden intet har med politikeren Løkke at gøre.

– Det har overhovedet ikke noget med mit almindelige politiske virke at gøre, og der er ingen grund til at betale sig til et møde med mig.

Statsministeriet oplyser, at Lars Løkke Rasmussen ikke har nogen kommentarer til sagen.

Sagen kort: Den mørklagte fyring

Michael Valentin blev fyret som direktør for Akademikernes A-kassen 27. september.

Baggrunden for den hidtil mørklagte afskedigelse er genstand for to undersøgelser.

Dels har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering selv iværksat en tilsynsundersøgelse med bistand fra Kammeradvokaten. Denne er endnu ikke afsluttet.

Dels har Akademikernes A-kasses bestyrelse iværksat en advokatundersøgelse. Den er afsluttet, men bestyrelsesformanden, Allan Luplau, ønsker ikke at løfte sløret for dens indhold og konklusioner, fordi undersøgelsen vedfører 'en eller flere personalesager'.

Ekstra Bladet har dog afsløret, at advokatundersøgelsen bl.a. har omhandlet påstået chikane og mobning af tillidsfolk.

Ekstra Bladet har også afsløret, at a-kassen har politianmeldt Michael Valentin for at have modtaget returkommission i form af vinrejser for 40.000 kroner.

Samtidig har den fyrede direktør støttet Løkkefonden med 50.000 kroner for at få adgang til Lars Løkke, afslørede Ekstra Bladet. Det lykkedes, da Lars Løkke kom forbi Akademikernes A-kasse i februar 2015 til en times møde.

Ekstra Bladet har også afsløret, at a-kassens medlemmer betalte 400.000 kroner for Michael Valentins reception, da han blev 50 år i 2017.

En whistleblower mener, at topledelsen er 'fedt ind' i sagen.

'Der er et grundlæggende behov for at få ryddet op i den øverste ledelse af a-kassen', skriver whistlebloweren til medlemmerne af a-kassens to øverste organer - bestyrelsen og de 57 medlemmer af repræsentantskabet.

Ekstra Bladet har også afsløret, at Michael Valentin bookede lokaler på Johan Borup Højskole for 250.000 kroner, som aldrig blev anvendt. Senere kom han med i skolens bestyrelse.

Som følge af sagen har Michael Valentin fratrådt posten som formand for Folkemødet på Bornholm.

Interne mails, som Berlingske har afsløret, viser, at Michael Valentin godt vidste, at han som formand for Folkemødet og storsponsor i igennem a-kassen bestred en kritisabelt dobbeltrolle. Ikke desto mindre fortsatte han opretholdt han pengestrømmen fra a-kasse til Folkemødet på omkring 200.000 kroner årligt i årene '15 til '18.

247 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere