Løkke angreb Thorning: Nu laver han samme nummer

Før valget skældte Løkke ud på Thorning for ikke at deltage i samråd. Nu vil han ikke selv møde op

Løkke og Thorning i Folketingssalen (Foto: Polfoto/Jens Dresling)
Løkke og Thorning i Folketingssalen (Foto: Polfoto/Jens Dresling)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser at møde op til samråd i Beskæftigelsesudvalget og svare på spørgsmål om sine egne dagpengeløfter fra valgkampen.

Han har i stedet videresendt samrådsspørgsmålet, der er stillet af Enhedslistens Finn Sørensen, til beskæftigelsesminister Jørn Neergaard (V), skriver dr.dk.

Dermed bruger Venstre-statsministeren samme trick, som han krisitetede sin forgænger, Helle Thorning-Schmidt, for.

- Det er statsministeren, der er formand for regeringens sikkerhedsudvalg. Derfor bør det også være statsministeren, der svarer på spørgsmål, sagde Lars Løkke ifølge Ritzau i maj.

Udtalelsen faldt, da Thorning i forbindelse med terrorangrebet i København sendte daværende justitsminiter Mette Frederiksen i samråd for at svar på oppositionens kritiske spørgsmål.

Spørgetime med statsministeren i folketingssalen. (Foto: Jens Dresling) Dansk politik - 12. maj. 2015 - kl. 13:39 Thorning bruger Løkkes ord mod ham: Jeg deltager ikke i noget samråd

I den aktuelle sag klager Enhedslisten til Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, over, at Lars Løkke sender en anden til at svare på spørgsmål om dagpengene.

- Jeg har sendt en klage, fordi statsministeren ikke vil stille op i et samråd og forklare, om han stadig står ved de udtalelser, han kom med under valgkampen, om at han ikke vil være med til at skære i dagpengene og dagpengesatsen, siger arbejdsmarkedsordfører Finn Sørensen til dr.dk.

Spørgsmålet er blevet relevant, efter at tre af Dagpengekommissionens foreløbige anbefalinger til et nyt dagpengesystem blev lækket til Politiken. Alle tre modeller indeholder i en eller anden udstrækning en reduktion af dagpengesatsen.

Finn Sørensen håber nu, at Folketingets formand og resten af præsidiet kan overbevise statsministeren om at deltage alligevel.

- Jeg er fuldstændig bevidst om, at Folketingets Præsidium ikke kan pålægge statsministeren at møde op til et samråd.

- Men jeg håber da, at Folketingets formand og hele præsidiet er enige med mig i, at det er uacceptabelt, at han ikke stiller op til et samråd for at forklare, om han står ved sine udtalelser under valgkampen, siger Finn Sørensen til dr.dk.

Det har endnu ikke været muligt for Ritzau at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen eller Venstres politiske ordfører.

Pia Kjærsgaard vil ifølge dr.dk ikke kommentere klagen, før den er blevet behandlet i Folketingets Præsidium.

83 kommentarer
Vis kommentarer