Løkke: Christophersen er årsagen til, at politik blev min skæbne

Statsministeren mindes den tidligere Venstre-formand Henning Christophersen, som døde Nytårsaften

Lars Løkke Rasmussen. Foto: Jens Dresling
Lars Løkke Rasmussen. Foto: Jens Dresling

Statsminister Lars Løkke Rasmussen mindes den tidligere V-formand og EU-kommissær som 'enormt hyggelig' og årsagen til, at Løkke selv fik et liv i politik.

Det oplyser statsministeren i en pressemeddelelse.

'Det er med sorg, jeg har modtaget meddelelsen om, at den tidligere EU-kommissær, udenrigs- og finansminister og formand for Venstre Henning Christophersen er død', siger Lars Løkke Rasmussen.

'Henning Christophersen var formand for Venstre dengang, jeg var ung, og han var årsagen til, at politik blev min skæbne. Og Venstre mit parti. For Henning Christophersen ragede op i det politiske landskab. Han besad en helt enorm viden om samfundsforhold i almindelighed og økonomi i særdeleshed. Når Henning talte, blev der lyttet.'

Se også: Henning Christophersen død

Ifølge statsministeren vil Henning Christophersen blive husket som en politiker, hvis engagement rakte langt ud over Danmarks grænser.

'Henning Christophersen blev næstformand i EU-kommissionen, hvor han blandt andet bestred den vigtige post som kommissær for økonomiske og monetære anliggender. Henning Christophersen var en meget respekteret kommissær med et vidtforgrenet netværk og stor indflydelse på kommissionens arbejde. Han stod blandt andet fadder til oprettelsen af Østersørådet med de baltiske lande', lyder det fra Lars Løkke.

Den nuværende Venstre-formand fortæller også, at han selv for nylig mødte Henning Christophersen for sidste gang, blot måneden før hans død.

'I november mødtes jeg med den danske europæer til en kop kaffe på Marienborg. Som altid var Henning opvakt, engageret og enormt hyggelig at være i stue med. Det blev til en god snak om det Europa, som Henning Christophersens hjerte bankede for til det sidste', siger Lars Løkke Rasmussen.

66 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere