Løkke foran gigantisk løftebrud: Unge ledige står til tæsk

Interne dokumenter viser regeringens barske planer for unge dagpengemodtagere

I valgkampen afviste Løkke gang på gang, at han ville spare på dagpengene. Nu cirkulerer dokumenter med netop denne plan for øje. Foto: Jens Dresling
I valgkampen afviste Løkke gang på gang, at han ville spare på dagpengene. Nu cirkulerer dokumenter med netop denne plan for øje. Foto: Jens Dresling

Adskillige Venstre-folk med Lars Løkke i spidsen har igen og igen siden 2015 lovet, at partiet hverken vil røre ved kontanthjælpen eller dagpengene.

Men nu viser interne regeringsdokumenter som Ekstra Bladet og en ræke andre medier er i besiddelse af, at unge kontanthjælpsmodtagere kan stå foran gevaldige forringelser. Besparelserne skal gå til at forsøde tilværelsen for erhvervslivet.

'Tilpasning af dagpengeregler for unge', lyder titlen på et af notaterne. Her opridses et forslag om, at unge under 30 år skal halveres i dagpengene efter 26 uger. Konkret vil det betyde, at de berørte vil gå fra en månedlig udbetaling på 18.400 til 9.200 kroner.

'Forslagene vil samlet set indebære, at forskellen mellem dagpenge og kontanthjælp for de berørte bliver reduceret, hvilket isoleret set gør dagpengesystemet mindre attraktivt', lyder det i et notat.

Katastrofe for de unge
Weekendavisen kan desuden referere et notat, hvor unge risikerer en karantæneperiode på fire måneder efter endt uddannelse, inden de kan få dagpenge. En såkaldt karensperiode.

Samlet set vil regeringen finde over 800 millioner kroner allerede næste år til at forbedrede forholdene for iværksættere og aktieinvestorer. Ifølge dokumenterne skal de unge dagpengemodtagere bidrage med over 100 mio. kroner til den plan i 2018. Beløbet stiger til cirka 400 mio. kroner i 2021.

- Det er en katastrofe for de unge. De vil supergerne ud i job, men vi ved også, at nogle af dem lige går en periode som ledige. Her har de brug for en indtægt til at hjælpe dem ind på arbejdsmarkedet, siger Camilla Gregersen, formand for Magisterforeningen med 50.000 medlemmer.

- Du tror ikke, stokkemetoden vil få de unge til at finde et job lidt hurtigere?

- Det her vil ikke få de unge i job. Det vil kun gøre dem fattige. Det vilde er, at det konstant er de unge, der skal betale prisen, hver gang der skal gives gaver til andre grupper. Det er et generationstyveri, vi ikke skal acceptere. Vi skal hjælpe de unge i gang. De skal både have råd til at betale husleje og til at købe et sæt tøj, de kan søge job i, siger hun.

Løftebrud
- Vi undrer os over, at man kan komme med sådan et udspil en måned efter man har sagt, man ikke vil røre ved det. Det er vel at mærke kort tid efter der er kommet et forlig på området, som også skar i dagpengene for de nyuddannede. Man har lovet, man ikke vil gøre det mere. Jeg synes, det er løftebrud at skære yderligere nu, siger Camilla Gregersen.

Hun henviser til, at Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, for en måned siden i DR2's Debatten afviste muligheden for forringelser af dagpenge eller kontanthjælp.

Det var fredag ikke muligt at få en kommentar fra Venstre-toppen. Heller ikke Statsministeriet besvarede opkald.

Venstres løfter vakler

Her et udpluk af de løfter om ikke at røre ved dagpengene, som Venstres topfolk er kommet med.

7. juni 2015, DR1

Lars Løkke:

- Jeg siger ikke ét før valget, og så gør det stik modsatte efter. Vi kommer ikke til at skære i dagpengene. Og vi kan lave en aftale om det på stedet.

10. juni 2015, TV2

Lars Løkke:

- Vi har ingen planer om at skære i kontanthjælpen, skære i dagpengene eller skære i førtidspensionen. Det understreger jeg lige, fordi mine gode venner i Socialdemokratiet bliver ved med at bruge penge på at sprede den løgnagtige påstand.

1. september 2017, Berlingske (kræver login)

Kristian Jensen:

- Vi kommer ikke til at sænke ydelserne for arbejdsløse. Vi har en aftale omkring dagpengene, også om hvad niveauet er, og det ligger vi fast på.

15. oktober 2017, DR2 Hos Clement

Jakob Ellemann-Jensen:

- Jeg kan ikke forestille mig, at ydelserne vil blive sat ned. Jeg ved godt, at det er det spørgsmål, jeg får hele tiden. Og det kan jeg ikke forestille mig

 

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste i Politik
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen