- Slet, slet ikke i orden!
Med de ord indleder statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) et opslag på Facebook om Tyrkiets præsidents hårde ord mod folketingsmedlemmet Nikolaj Villumsen (EL).
I et tv-interview sendt på den arabiske tv-kanal Al Jazeera beskylder præsident Recep Tayyip Erdogan Villumsen for ikke at have været uvildig som valgobservatør ved søndagens folkeafstemning i Tyrkiet.
Præsident Erdogan peger fingre ad dansk folketingsmand
- Danske folketingsmedlemmer skal ikke udråbes ud som terrorsympatisører, skriver Løkke.
- Og da slet ikke, når de arbejder hårdt på at sikre, at en folkeafstemning går rigtigt til - at demokratiske principper overholdes, og der ikke fuskes.
- Jeg mener klart, at den tyrkiske præsident misbruger sin position med hans personudfald mod en dansk politiker. Det her verbale overgreb på en af mine Folketings-kolleger er ikke i orden, skriver statsministeren.
Erdogan sidder i tv-indslaget med et billede, som viser Nikolaj Villumsen, der holder tale for en folkemængde på Christiansborg Slotsplads tilbage i 2014. Mellem tilhørerne ses et kurdisk flag.
- Han holder en tale for disse forbrydere. Han er dansk parlamentsmedlem, siger Erdogan ifølge TV2's oversættelse i interviewet.
Villumsen var én blandt 47 valgobservatører fra Europarådet ved folkeafstemningen i Tyrkiet i weekenden.
Her besluttede et flertal at stemme for en ændring af forfatningen, som fra 2019 vil give mere magt til præsidentembedet.
Efter folkeafstemningen lød det blandt andet fra observatørerne, at afstemningen ikke levede op til Europarådets standarder.
Trist og nedslående
Løkke mener, at Erdogan er på afveje.
- De, der arbejder for vores demokrati og demokratiske processer, skal vi passe ekstra godt på - ikke hænge ud for rullende kameraer.
- Erdogans angreb er endnu et nedslående eksempel på, at Tyrkiet bevæger sig i den forkerte retning og længere og længere væk fra europæiske værdier.
- Det er trist, og jeg håber, at Tyrkiet på et tidspunkt erkender, at de er på vej ind i en blindgyde, skriver Løkke.