Løkke indkalder Tulle til nyt krisemøde

Fastlåst: Statsministeren vil igen mødes med Dansk Folkeparti for at diskutere, om en skattereform skal udskydes til foråret

Hør hvad Lars Løkke havde at sige efter første krisemøde (Video: James Kristoffer Miles)

Der er lagt op til endnu et aftendrama på Christiansborg.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen indkalder nu DF-leder Kristian Thulesen Dahl til et nyt møde onsdag aften midt i den politiske krise, hvor hverken DF eller VLAK-regeringen vil give sig på spørgsmålet om, hvorvidt en kæmpe skattereform skal forhandles nu eller til forået.

Det fortæller statsministeren efter et møde mellem ham og Kristian Thulesen Dahl onsdag formiddag.

- Vi har en ambition om, at boldene allesammen skal ind i nettet. Og alting hænger jo sammen. Det er ikke det samme, som at de skal sparkes ind samtidigt, lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, som forsøger at gyde olie på de oprørte vande mellem VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti.

- Jeg synes egentlig, at det ser meget fremkommeligt ud. Jeg har ikke fulgt det andet end lidt fra sidelinjen. Derfor skal vi finde ud af nu, hvordan lander vi det bedst muligt. Derfor har jeg indkaldt; eller jeg vil indkalde Dansk Folkeparti til et tilskæringsmøde i Statsministeriet i aften. Så snakker vi i ro og mag om, hvordan vi får de her bolde lagt bedst til rette, siger statsministeren.

Godt nok vil Lars Løkke Rasmussen ikke selv kalde mødet med Kristian Thulesen Dahl for et egentligt krisemøde.

Men interventionen fra statsministeren i finanslovsforhandlingerne er alligevel ganske opsigtsvækkende, eftersom finansministeren normalt lander aftalen om næste års finanslov af egen drift.

Samtidig har Kristian Thulesen Dahl tidligere på dagen gjort klart, at DF ikke har tænkt sig at rykke på deres krav om at udskyde forhandlinger om en skattereform til foråret.

Kristian Thuelsen Dahl. Foto: Jens Dresling Dansk politik - 6. dec. 2017 - kl. 10:34 Dybt suk fra Tulle efter krisemøde

Og Løkke lyder til at åbne lidt for en ændret rækkefølge på forhandlingerne.

- Faktorernes orden er jo ligegyldig, hvis bare regnestykket går op, lyder det fra statsministeren.

Løkke tavs om Jensen
Meldingen fra finansminister Kristian Jensen var imidlertid en helt anden i går aftes.

Se også: Politisk krise: Regeringen afviser Tulles krav

Her var holdningen, at de en finanslov og en skattereform skulle køre samtidigt:

- Vi ønsker stadigvæk, at forhandlingerne kører sammen. Noget så tungt som en finanslov og en skatteaftale har en indvirkning på hinanden. Derfor mener vi, at det skal forhandles sammen og at det er realitisk, lød det fra Kristian Jensen tirsdag aften.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen blev da også spurgt til sin finansministers ageren i den højspændte situation på Christiansborg onsdag:

- Når du nu tager det op på dit bord, er det så, fordi Kristian Jensen som finansminister ikke har magtet det?

Til det spørgsmål havde Lars Løkke kun tavshed til overs, før han forsvandt ind til Venstres gruppemøde.

219 kommentarer
Vis kommentarer