Løkke klapper i om annonce-kritik: Mand dig op

Lars Løkke afviser at møde op i et samråd om en Venstre-annonce, hvor han beskyldes af DF og S for at pynte sig med lånte fjer

Statsministeren nægter at møde op i et samråd, som er indkaldt af Socialdemokratiet. Samrådet er indkaldt på baggrund af en Venstre-kampagne med Lars Løkke i fokus. Men det vedrører ikke Løkkes virke som minister, lyder undskyldningen for ikke at møde op i samråd. Foto: Søren Bidstrup
Statsministeren nægter at møde op i et samråd, som er indkaldt af Socialdemokratiet. Samrådet er indkaldt på baggrund af en Venstre-kampagne med Lars Løkke i fokus. Men det vedrører ikke Løkkes virke som minister, lyder undskyldningen for ikke at møde op i samråd. Foto: Søren Bidstrup

Opdateret klokken 16.45 med Lars Løkkes reaktion på Twitter.

Venstre-formanden nægter at stå på mål for en række annoncer med ham selv i fokus over for Folketinget eller i Ekstra Bladet.

Statsministeren har afvist at møde op til et samråd indkaldt af Socialdemokratiet, fordi det ikke vedrører Lars Løkkes 'virke som minister', viser et skriftligt svar til Folketingets finansudvalg.

Og det får Socialdemokratiet op af stolen. Statsministeren bør 'mande sig op og stå på mål for sin egen kampagne'.

- Når man er parat til at købe annoncer for millioner bør man også stille sig til rådighed for Folketinget og forklare sig, siger finansordfører Benny Engelbrecht (S).

Ifølge DF og Socialdemokratiet har Lars Løkke tyvstjålet æren for en lægehelikopter i annonce-kampagnen for Venstre.

- Det er jo grov vildledning af danskerne, når Venstre-Lars i store annoncer praler med lægehelikoptere og velfærdsmilliarder, som statsminister-Lars langt fra kan tage æren for, siger Benny Engelbrecht.

Finansordfører for Socialdemokratiet, Benny Engelbrecht, mener, at Lars Løkke skulle tage at mande sig op, og troppe op i det samråd, han er indkaldt til. Foto: Philip Davali
Finansordfører for Socialdemokratiet, Benny Engelbrecht, mener, at Lars Løkke skulle tage at mande sig op, og troppe op i det samråd, han er indkaldt til. Foto: Philip Davali
 

Venstres velfærds-annonce viser et billede af Lars Løkke og en akutlægehelikopter samt teksten ’240 km/t når uheldet er ude. Det er velfærd’.

På Venstres hjemmeside slår partiet fast, at ’vi’ kommer, når danskerne har brug for det.

Men den akutlægehelikopter i Nordjylland, som Lars Løkke sælger som Venstre-velfærd er slet ikke groet i statsministerens have.

Den var et krav fra Dansk Folkeparti under forhandlinger om finansloven for 2018, oplyser sundhedsordfører Liselott Blixt til Ekstra Bladet.

De tre resterende helikoptere i den nuværende ordning er dog heller ikke kommet danskerne til undsætning på grund af Lars Løkke. Det er derimod oppositionens værk.

De tre helikoptere med baser i Skive, Billund og Ringsted skyldes en aftale mellem den S-ledede SSFR-regering og Enhedslisten i finansloven for 2013.

Over for Ekstra Bladet afviser Benny Engelbrecht, at det skulle være politisk drilleri, at finansordføreren har indkaldt Lars Løkke i samråd.

- Der er noget helt grundlæggende galt, hvis en statsminister kan slippe afsted med at vildlede danskerne på den måde.

- Det er vores opgave som opposition at holde skarpt øje med regeringen. Og når de udkommer med sådan noget her, som i den grad skærer i øjnene, så er det vores pligt at kræve en forklaring, siger Benny Engelbrecht.

'Tager ikke hele æren'
På Twitter har statsministeren reageret på Ekstra Bladets artikel om, at han beskyldes for at pynte sig med lånte fjer.

'Nej, jeg har ikke opfundet helikopteren. Ej heller hjulet. Men har haft ministeransvar i 13 ud af de sidste 17 år, hvor hjulene snurrer så meget bedre, at vi nu bruger 75 mia. mere på velfærd end i 2001. Vi tager ikke hele æren, men vil heller ikke fralægge os ansvaret', lyder det fra Løkke.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen