Løkke møder Kinas øverste bandit: Sådan strammer han grebet

Selvom Danmark taler menneskerettigheder og demokrati med Kinas spidser, bevæger partiet sig på mange områder den forkerte vej

Politbureauet holder Kina i et jerngreb. Det har ikke ændret sig en tøddel under Xi Jinping. Foto: AP
Politbureauet holder Kina i et jerngreb. Det har ikke ændret sig en tøddel under Xi Jinping. Foto: AP

Der er stor stolthed i Statsministeriet og toppen af Danmark over det igangværende danske statsbesøg i Kina med Lars Løkke Rasmussen i spidsen.

For kort tid siden trykkede Løkke hånd med præsident Xi Jinping, og Løkke takkede for den fine modtagelse. Det skriver Ritzau.

Besøget finder sted i Folkets Store Hal ved Den Himmelske Freds Plads i hovedstaden, Beijing.

Men Riget i midten er langt mere end nuttede pandaer, en lang mur og en buldrende økonomi. Det kommunistiske regime holder befolkningen i jerngreb og krænkelserne på menneskerettighederne står i kø.

Og det har ikke ændret sig synderligt under præsident Xi Jinping, som statsministeren møder i dag.

Det anerkendte amerikanske tidsskrift Time Magazine har på baggrund af en rapport fra den amerikanske kongres' Kina-komité lavet en liste, som gennemgår, hvordan Kina sågar er blevet mere undertrykkende under Xi Jingping og kommunistpartiets ledelse. 

Tortur og lovløshed
Selvom Kina har lovet Vesten at gå i retning af et retssamfund med tredeling af magten, så er der stadig talrige eksempler på, hvordan styret bøjer paragrafferne efter for godt befindende.

Rapporten fastslår, at Kina ikke styres med lov (som i 'med lov skal land bygges'), men af lov. Med andre ord bruger magthaverne loven som det passer dem i stedet for at overholde dens bogstav.

FN påpeger, at Kina stadig ikke er lykkes med at sætte en stopper for tortur i landets fængsler. Desuden er der fortsat mange kinesere som forsvinder pludseligt og mystisk, mishandles og dør i ordensmagtens varetægt.

Desuden anvender regimet til stadighed såkaldte 'sorte fængsler' (hemmelige), hvor systemkritikere og religiøse som medlemmerne af Falun Gong stuves af vejen.

Xi Jinping har søsat en anti-korruptionskampagne, men den har medført beskyldninger om både tortur og tvungne tilståelser.

Kvaser foreninger
Netop da Xi Jinping kom til magten i 2013 begyndte det paranoide kommunistparti at bekæmpe det frie foreningsliv i Kina.

Der blev udstedt et dekret som slår til lyd for, at civilsamfundet i virkeligheden er ude på at presse kommunisterne fra magten.

Eksempelvis blev en forening, som rådgav kvinder juridisk, lukket ned i februar 2016 efter to årtiers kamp mod vold i hjemmet. 

Arbejderes rettigheder
I et land bygget på arbejderideologi skulle man tro at arbejderes rettigheder var i højsædet. Men det er ikke tilfældet i et land, hvor regimet har som erklæret mål at opnå enorme vækstrater igennem stadig øget produktion.

Det sker stadig oftere, at kinesiske arbejdere gennemfører strejker og lignende. I 2015 var der over 2.700 registrerede strejker.

Men organisationer og individer som kæmpe for arbejderes rettigheder bliver udsat for systematisk chikane og grundløse fængslinger.

Det er især rejsende arbejdskraft, som er tæller 200-300 millioner mennesker, hvis rettigheder krænkes.

Se også: Danmark har charmet Kina: Norge får aldrig en panda!

Pressefrihed
I Kina er den frie presse en by i Mongoliet. Ifølge organisationen Reporters Without Borders er kun fire lande i verden mere presseundertrykkende.

Og det er ikke fordi Xi Jinping gør noget for at ændre det faktum.

I november 2015 trådte en tilføjelse til straffeloven i kraft som kan sende journalister i fængsel, hvis de skriver forkerte oplysninger i sager som involverer politiet.

Ifølge Freedom House, en amerikansk demokratigruppe, går regimets disrespekt for pressefrihed længere end blot modstand mod systemkritik.

Kommunistpartiet vil ikke finde sig i, at journalister skriver kritisk om befolkningens sundhed, landets økonomiske politik, embedsmisbrug, censur, indgreb over for social uro og kommunistpartiets omdømme.

Mindretal får hug
Den seneste 5 års plan fra sidste år understreger den kinesiske nations storhed. Det er dårligt nyt for Tibet og den selvstændige nordvestlige region Xinjiang, hvor de lokale skikke og kulturer til stadighed trædes under fode. Områdets næsten ti millioner Uighurere, der praktiserer islam, bliver over en bred kam stemplet som terrorister og ekstremister.

Også andre religiøse grupper har det stadig sværere. Kristne kirker bliver revet ned og kors fjernet.

Se også: Løkke bidt af cuteness: Drømmer om pandababyer

Løkke (tv.) med Panda. Foto: Løkkes Twitter-konto
Løkke (tv.) med Panda. Foto: Løkkes Twitter-konto
 

99 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere