Løkke: Noget-for-noget-aftaler skal løse flygtningekrise

På et EU-topmøde vil statsministeren foreslå aftaler med transitlande som en løsning på flygtningekrisen.

Lukningen af Balkan-ruten og aftalen mellem EU og Tyrkiet har givet medlemslandene et pusterum i strømmen af flygtninge og migranter. Derfor vil statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) foreslå flere af den slags aftaler.

Det vil han gøre på et EU-topmøde den 28. og 29. juni, hvor han skal mødes med de andre landes stats- og regeringschefer, hvor flygtninge- og migrationskrisen er på dagsordenen sammen med resultatet af den britiske EU-afstemning.

- Antallet af flygtninge og migranter er faldet markant, siden Balkan-ruten blev lukket ned og aftalen mellem EU og Tyrkiet indgået. Men det er ikke nogen garanti for, at det vil blive ved med at være sådan, siger han på et møde i Europaudvalget.

- Derfor er det vigtigt, at vi ikke bruger pusterummet på at falde tilbage. Vi vil indgå flere aftaler med en række oprindelses- og transitlande med udgangspunkt i et "noget-for-noget"-princip, siger Lars Løkke Rasmussen.