Skatteminister Karsten Lauritzen (V) ser ikke noget behov for at undersøge baggrunden for de utallige skandaler i Skat.
Men det er måske ikke så underligt endda.
Det var nemlig hans chef og vicechef - henholdvis statsminister Lars Løkke og udenrigsminister Kristian Jensen - som stod i spidsen for den omfattende skattereform, som fra november 2005 omkalfatrede skatte- og gældsinddrivelsen i Danmark.
Lars Løkke var som indenrigsminister hovedarkitekten bag den såkaldte struktur- og kommunalreform, der er mest kendt for at beskære antallet af danske kommuner til de 98, vi har i dag.
Stor katastrofe
Mange iagttagere advarede dengang Lars Løkke mod at fratage kommunerne opgaven med at inddrive danskernes gæld, men han vendte det døve øre til.
- Der var mange, mange advarsler specielt på inddrivelsessiden. Det valgte den daværende regering – især Lars Løkke Rasmussen – at overhøre. De mente, det var fuldstændig uproblematisk at flytte inddrivelsen fra kommunerne til staten. Der må jeg sige, det har været en ret stor katastrofe, påpeger Peter Munk Christiansen. Han er professor og institutleder på statskundskab ved Aarhus Universitet.
- Hvad synes du om, at Løkke som indenrigsminister valgte at overhøre advarslerne?
- Når man laver så store reformprocesser, så er der altid nogen, der protesterer. Så hvis man ikke nogen gange skruer ned for høreapparatet, så kan man aldrig gennemføre reformer. Men når vi snakker inddrivelse, så giver det altså rigtig god mening at have et lokalkendskab. Hvis man havde lyttet mere ædrueligt til de advarsler, så havde man nok indset, at det giver god mening. Relevante indvendinger blev overhørt, siger Peter Munk Christiansen.
Sammen med skatteminister Kristian Jensen søsatte Lars Løkke det elektroniske inddrivelsessystem EFI, der med et tryllesalg skulle gøre det langt nemmere og billigere at kradse penge ind fra danskerne. Det er gået stik modsat.
Søsatte håbløst system
De seneste år er danskernes uinddrevne gæld blot steget og steget. Så i går erkendte Karsten Lauritzen, at man nok bliver nødt til at opgive inddrivelsen af 14 milliarder kroner. Dertil kommer afskrivelsen af gæld for milliarder i de foregående år.
Det ubrugelige EFI-system blev sidste år skrottet efter flere år i kunstigt åndedræt. Frem mod 2020 kommer det til at koste 1,75 mia. skattekroner at etablere et funktionelt inddrivelsessystem.
VK-regeringen svang samtidig sparekniven over Skat. I finansloven for 2006 besluttede Fogh, Løkke og co. at spare 40 procent af årsværkene væk i Skat over en seks-årig periode. Karsten Lauritzen erkender da også i dag, at de mange skandaler skyldes for store nedskæringe i medarbejderstaben.
- Et af de grundlæggende problemer i vores skattevæsen er, at der er for få hænder, siger han i en pressemeddelelse, og tilføjer:
- Derfor er jeg stolt af at regeringen bryder med mange års smalkost i skattevæsnet.
Lad os få det undersøgt
Professor Peter Munk Christiansen, mener, at det vil være rimeligt, at en advokat- eller dommerundersøgelse kan medvirke til at finde ud af, hvordan det har kunnet gå så galt i Skat.
- I betragtning af, hvor stor den her sag er og i betragtning af, hvor alvorlig sagen er for samfundets evne til at inddrive skat, så synes jeg, der er behov at få placeret en eller anden form for ansvar, som ikke bør lægges i et regi, så det bliver nemt at bruge det til politisk mudderkastning. Man kan gøre det på måder, der ikke koster mange år og mange millioner.
Hverken Lars Løkke eller Kristian Jensen ønsker at kommentere sagen den dag i dag. Sidstnævnte henviser til skatteministeren.
* * *
Skatteminister: Ret kritikken mod it-leverandører
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) afviser at give danskerne en undskyldning for skiftende politikeres sløseri med milliarder af skattekroner.
Samtidig vil han heller ikke placere et ansvar for de mange skandaler, der nu ifølge regeringen kræver en check på syv milliarder kroner for at løse.
- Jeg kan godt forstå, at der er nogen, der ønsker sig, at der bliver sagt undskyld, men jeg er mest optaget af, at der bliver gjort noget ved problemerne, og jeg oplever, at mit parti tager et ansvar i den forbindelse, siger Karsten Lauritzen til Ekstra Bladet.
- Men kan I ikke komme den stigende mistillid til politikerne i møde, hvis I erkender fejl?
- Jeg oplever, at tidligere skatteministre anerkender, at der er noget, som ikke er gået, som det skulle, og derfor er de også parat til at løse det fremadrettet.
- Det har jeg ikke hørt. Hvem siger det?
- Det er det, som jeg får at vide, men du må spørge de tidligere ministre.
- Men det var Kristian Jensen (V) som skatteminister, som tog inddrivelsen fra kommunerne og dermed lagde grobund for EFI-skandalen. Burde han ikke erkende, at det var en dårlig ide?
- Det må du spørge Kristian Jensen om, eller Holger K. eller Jonas Dahl, hvorfor de ikke trak stikket.
- Du er Venstremand, og nu snakker vi Venstre, som tog inddrivelse fra kommunerne. Er det en historisk dårlig ide?
- Ideen er god, fordi kommunerne inddrev på et ikke lovligt grundlag og fordringer, der var forældet, så der var ingen retssikkerhed. Den forkerte beslutning var under udviklingen af it-systemet efterfølgende. Hvis man skulle rette en kritik mod nogen, så kunne det måske være it-leverandører.
- Men det kunne også være den øverste chef?
- Jeg tror, der kommer rigtig meget politikerlede, hvis en politiker altid skal være ansvarlig for de it-systemer, som man vælger.