Løkke på navnejagt

Nu skal der findes et partinavn. Og sættes navne på kandidater. Partistifteren Løkke må finde opfindsomheden frem

I Discovery-programmet 'Over Atlanten' fortæller Lars Løkke om sin exit fra Venstre og siger, at han 'et eller andet sted blev smidt ud'.

Der udestår stadig meget arbejde, før Lars Løkke Rasmussens nye parti kan indtage stemmesedler og taburetter.

Formelt er første skridt, at Valgnævnet under Indenrigsministeriet godkender et partinavn.

Reglerne tilsiger, at partinavnet ikke må minde om nogle af de i forvejen registrerede partinavne. Dem er der 294 af.

De er taget
Oplagte navne som De Moderate, De Centrale og Midterpartiet er allerede registreret.

Først når partinavnet er godkendt kan Løkke og hans støtter begynde at indsamle de 20.182 underskrifter, som skal til for at komme på stemmesedlen, når Mette Frederiksen udskriver folketingsvalg til afholdelse senest 5. juni 2023.

Ekstra Bladet har forsøgt at få svar på, hvor langt Løkke egentlig er i den formelle proces, men kommunikationschef i Løkkes netværk journalist Jeppe Søe er ganske ordknap.

- Jeppe, nu er katten ude af sækken. Nu begynder det hårde arbejde.

- Det kan jo også være, at det arbejde allerede lægger bag os. Det kan man ikke vide, lyder det kryptisk fra Jeppe Søe.

- Har I da fået godkendt et navn?

- Ingen kommentar.

Jeppe Søe ejer blandt mange andre såkaldte domænenavne retten til hjemmesiden moderat.dk. Men det er ikke partiet nye navn.

- Nej, det er det ikke, pointerer han.

Politiske iagttagere er enige om, at Lars Løkke med sin base i det politiske netværk relativt nemt vil kunne indsamle de nødvendige underskrifter. Løkke selv har oplyst, at 15.000 han meldt sig under fanerne.

Haft din tur
Medlemmerne betaler ikke kontingent, men har oplyst om politiske interesser og vigtigst af alt, de har givet Løkkes deres kontaktoplysninger.

Lars Løkke skal også ud og finde kandidater, som vil stille op for hans parti.

Men flere oplagte emner har det seneste stykke tid lagt afstand til Løkkes parti.

Tidligere politisk ordfører under Lars Løkke i Venstre Britt Bager er blevet medlem af Konservative.

Søren Pind har i hårde vendinger angrebet Løkke fordi, han ville danne et parti.

'Du har haft din tur, du kan ikke være det bekendt', skrev han i Berlingske.

Løsgænger Simon Emil Ammitzbøll-Bille afviser over for Ekstra Bladet at slutte sig til Løkkes hold.

Kommunikationschef Jeppe Søe afviser også, at han skal være kandidat. Den nyansatte sekretariatschef, Jakob Engel-Schmidt, virker mere lun på tanken.

- Det vil være alt for tidligt at tale om. I første omgang handler det om at facilitere politikudvikling på den her måde, sagde han forleden.

Løkke har ikke ønsket at stille op til interview søndag.